Den voksne buk bliver næsten sort, hunnen er rødbrun, og bestanden tæller omkring fem millioner dyr. Alligevel er den hvidørede kob ukendt for langt de fleste
Verdens mest talrige antilope kender næsten ingen
Af Redaktionen
Den lever sandsynligvis i større antal end nogen anden nulevende antilope, men uden for sit afsidesliggende udbredelsesområde er den hvidørede kob næsten ukendt.
Omkring fem millioner dyr menes at leve på de vidtstrakte flodsletter i Sydsudan og det vestlige Etiopien. Til sammenligning anslås den berømte gnu-vandring i Tanzania og Kenya til omkring 1,3 millioner gnuer.
Forklaringen på den hvidørede kobs anonyme tilværelse er ikke, at dyret mangler særpræg. Tværtimod er især de voksne bukke blandt Afrikas mest karakteristiske antiloper. Arten lever blot i en del af kontinentet, som i årtier har været præget af krig, dårlig infrastruktur og meget begrænset turisme.
En antilope med to meget forskellige udtryk
Den hvidørede kob (Kobus kob leucotis) regnes normalt for en underart af kob-antilopen, der findes spredt gennem de fugtigere dele af Afrika syd for Sahara. Nogle forskere betragter den dog som en selvstændig art under navnet Kobus leucotis.
Forskellen mellem kønnene er påfaldende. Hunnerne og de unge dyr er gyldenbrune eller rødbrune og kan på afstand ligne flere andre mellemstore afrikanske antiloper. Efterhånden som bukken bliver ældre, bliver pelsen stadig mørkere. Fuldt udviklede bukke kan være dybt chokoladebrune eller næsten sorte.
Mod den mørke pels står de hvide ører, ringene omkring øjnene og den lyse aftegning på halsen meget tydeligt. Det er denne kontrast, der har givet dyret det engelske navn white-eared kob.
Kun bukken bærer horn. De er kraftige og ringede og buer først bagud, før spidserne rejser sig. En voksen buk kan veje omkring 90 kilo, mens hunnerne normalt er betydeligt lettere.
Arten er registreret i Sydsudan, Etiopien og det nordøstlige Uganda og har siden 2014 været optaget på Bonnkonventionens liste over vandrende arter, hvor internationalt samarbejde vurderes som nødvendigt for dens langsigtede beskyttelse.
Vandet styrer dyrenes bevægelser
Den hvidørede kob tilhører samme gruppe af antiloper som blandt andet vandbuk, lechwe og puku. Fælles for dem er en stærk tilknytning til fugtige græssletter, floder og vådområder.
Dyrene er græsædere og søger især efter ungt og næringsrigt græs. De kan klare de høje temperaturer på de åbne sletter, men holder sig normalt i nærheden af vand.
Når regnen flytter sig, og flodsletterne skiftevis tørrer ud og oversvømmes, følger antiloperne med. Det er derfor ikke tilfældigt, at så mange dyr kan leve i det samme landskab. Flokke på millioner er kun mulige, fordi dyrene bevæger sig mellem forskellige græsningsområder og dermed udnytter den skiftende produktion af frisk græs.
Den vigtigste del af udbredelsesområdet ligger i det enorme landskab omkring Boma og Badingilo nationalparker øst for Den Hvide Nil. Herfra bevæger dele af bestanden sig mod Sudd-vådområdet og videre mod Etiopien.
Hunnerne vælger mellem bukkene
Uden for de store vandringer kan dyrene optræde i langt mindre flokke. Hunnerne færdes sammen med deres kalve, mens yngre bukke ofte danner ungkarleflokke.
I brunsttiden samles de voksne bukke på særlige parringspladser, såkaldte leks. Her forsvarer hver buk et lille område mod sine rivaler. Territoriet indeholder ikke nødvendigvis særlig meget føde eller vand. Dets vigtigste funktion er at give bukken en plads, hvorfra den kan vise sig frem.
Hunnerne bevæger sig mellem bukkene og vælger, hvem de vil parre sig med. De mest attraktive pladser findes ofte midt på parringsområdet, og konkurrencen om dem kan være voldsom. Bukkene støder hornene sammen og forsøger at presse hinanden væk, men mange opgør afgøres gennem positurer og demonstrationer af styrke.
Systemet betyder, at en forholdsvis lille gruppe stærke bukke kan stå for en stor del af parringerne.
Bestanden viste sig at være langt større
I mange år var det umuligt at gennemføre dækkende optællinger. Krig, væbnede grupper, manglende veje og oversvømmede landskaber holdt forskerne ude af store dele af området.
Tidligere optællinger havde anslået bestanden til omkring 800.000 dyr. Men en omfattende undersøgelse fra luften i 2023 ændrede billedet dramatisk. Optællingen dækkede mere end 120.000 kvadratkilometer og førte til et samlet estimat på omkring fem millioner hvidørede kob.
Dertil kom hundredtusinder af tiangantiloper, Mongalla-gazeller og Bohor-rørbukke. Netnatur har tidligere beskrevet, hvordan luftfotos afslørede næsten seks millioner større dyr på vandring.
Den hvidørede kob udgør langt hovedparten og kan derfor med stor sandsynlighed betegnes som verdens mest talrige antilope.
En grænseoverskridende bestand
Dyrene respekterer naturligvis ikke landegrænser. En del af bestanden bevæger sig ind i det vestlige Etiopien, hvor Gambella Nationalpark beskytter vigtige vådområder og græsningsarealer.
Gambella er Etiopiens største nationalpark og rummer også nillechwe, nubisk giraf, elefant, bøffel og løve. I 2024 indgik Ethiopian Wildlife Conservation Authority og African Parks en langsigtet aftale om forvaltningen af området.
De enorme antilopeflokke danner fødegrundlag for løver, leoparder, geparder, hyæner og afrikanske vildhunde. Hvor mange rovdyr der lever i det næsten ufremkommelige område, ved forskerne endnu ikke. Luftoptællingen kunne registrere millioner af floklevende antiloper, men rovdyrene lever langt mere spredt og kræver andre undersøgelsesmetoder.
I Uganda kan der drives reguleret trofæjagt på den nært beslægtede Uganda-kob (Kobus kob thomasi). Den hvidørede kob (Kobus kob leucotis), som ses her, forekommer kun sporadisk i det nordøstlige Uganda og er ikke blandt de kobformer, der aktuelt udbydes til jagt. Læs mere om kob-jagtens udbredelse og de forskellige underarter her.
Undersøgelser med GPS-mærkede dyr viser, at de hvidørede kob kan bevæge sig over meget store afstande. Nogle individer har tilbagelagt omkring 2.000 kilometer under deres årlige bevægelser.
En videnskabelig undersøgelse dokumenterede desuden for første gang hvidøret kob i Omo Nationalpark længere mod øst i Etiopien. Fundet tyder på, at enkelte dyr kan bevæge sig uden for det hidtil kendte kerneområde.
Føde for både mennesker og rovdyr
Den hvidørede kob er et centralt byttedyr på Sydsudans savanner. Løver, leoparder, hyæner og afrikanske vildhunde kan alle tage arten, mens unge kalve også kan falde for mindre rovdyr.
Det største jagttryk kommer dog fra mennesker.
Lokale befolkningsgrupper har gennem generationer jaget kob til eget forbrug. Under krigene voksede jagten flere steder til en mere omfattende handel med bushmeat, hvor dyrene blev skudt og transporteret til byerne eller brugt til at forsyne væbnede grupper med kød.
Store flokke og åbent terræn gør dyrene lette at finde, men bestandens enorme størrelse betyder, at den hvidørede kob har modstået et jagttryk, som har været katastrofalt for flere andre arter i området. Næsehornene forsvandt, mens blandt andet elefanter, giraffer og bøfler gik kraftigt tilbage.
I 2023 blev der rapporteret om omfattende ulovlig nedskydning af hvidørede kob og tiang i Badingilo- og Piborområderne. En undersøgelse af vildtkriminaliteten i Sydsudan viser, at myndighederne har vanskeligt ved at håndhæve reglerne i de enorme og ofte urolige naturområder.
Må den hvidørede kob jages?
Sydsudan indførte i 2018 et generelt forbud mod jagt på vilde dyr og handel med jagttrofæer. Forbuddet blev ifølge landets naturmyndigheder indført for at dæmme op for krybskytteriet i nationalparkerne.
Der udbydes derfor ikke lovlig safari- eller trofæjagt på hvidøret kob i Sydsudan. Den jagt, der fortsat finder sted, er lokal jagt til eget forbrug eller ulovlig kommerciel handel med vildtkød.
Historisk blev der derimod drevet sportsjagt i det daværende Sudan, også i områder, som i dag ligger i Sydsudan. Gamle jagtberetninger og trofæregistre viser, at den hvidørede kob indgik blandt de arter, udenlandske jægere kunne møde. Safari Club International har beskrevet det tidligere Sudan som et jagtland med en usædvanlig stor variation af vildtarter.
Krig, sammenbrud i vildtforvaltningen og kraftige fald blandt mange af landets store arter satte reelt en stopper for denne jagt.
Kan jagten blive genåbnet?
Opdagelsen af omkring fem millioner hvidørede kob rejser næsten uundgåeligt spørgsmålet om, hvorvidt en meget begrænset og kontrolleret jagt kunne skabe indtægter til naturbeskyttelse og lokale samfund.
Trofæjagt er blevet nævnt i faglige diskussioner om Sydsudans fremtidige vildtforvaltning. Argumentet er, at et lille antal gamle bukke kan have en høj jagtlig værdi, mens nedlæggelsen biologisk vil være uden mærkbar betydning for en bestand på flere millioner dyr.
Der findes imidlertid ikke dokumentation for, at Sydsudans regering har vedtaget eller fremlagt en konkret plan om at genåbne landet for trofæjagt på hvidøret kob.
En jagtordning ville kræve sikre bestandsdata, fastsatte kvoter, uddannede vildtforvaltere, kontrol med trofæerne og en troværdig fordeling af indtægterne. Under den nuværende politiske og sikkerhedsmæssige situation ligger international jagtturisme derfor næppe lige om hjørnet.
Ethiopien har en lovlig og reguleret jagtindustri, men der kan ikke påvises aktuelle og pålidelige oplysninger om, at landet i dag udsteder jagttilladelser til hvidøret kob. Arten bør derfor ikke omtales som aktuelt jagtbar i Etiopien.
Millioner af dyr er ingen garanti
En bestand på omkring fem millioner dyr kan virke næsten usårlig. Men antallet fortæller ikke hele historien.
Hovedparten af verdens hvidørede kob er samlet i ét sammenhængende økosystem. Dyrene er afhængige af, at de fortsat kan bevæge sig mellem våd- og tørketidsområder. Nye veje, olieudvinding, landbrug, bosættelser og væbnede konflikter kan derfor ramme bestanden, selv om der fortsat findes millioner af dyr.
Situationen kan sammenlignes med Netnaturs omtale af rådyret som verdens mest talrige større vildtart. En stor samlet bestand betyder ikke nødvendigvis, at arten trives lige godt overalt, eller at lokale bestande ikke kan gå hurtigt tilbage.
Den hvidørede kob er derfor både en af naturens største succeshistorier og en påmindelse om, hvor hurtigt et enestående økosystem kan komme under pres.
To nationalparker større end det halve Danmark
Boma og Badingilo er ikke nationalparker i den forstand, mange europæere forbinder med afmærkede veje, indgange og organiserede safariture. Tilsammen omfatter de næsten 30.000 kvadratkilometer vild natur – et areal svarende til omkring 70 procent af Danmark.
Boma Nationalpark er den største af de to og dækker mere end 19.000 kvadratkilometer nær grænsen til Etiopien. Landskabet skifter mellem åbne græssletter, skovsavanne, vådområder og tætte områder med buske. Boma blev oprettet i 1977, men årtiers krig betød, at beskyttelsen mange steder hovedsageligt eksisterede på landkortet.
Badingilo dækker knap 9.000 kvadratkilometer øst for Den Hvide Nil. Parken blev oprindeligt udpeget som et vigtigt levested for blandt andet det sorte næsehorn. Denne art er siden forsvundet fra området, men parken rummer fortsat sjældne dyr som nubisk giraf, nordlig løve og den nordøstafrikanske gepard.
De to parker udgør kun kernen i et langt større økosystem på omkring 200.000 kvadratkilometer. Derfor kan dyrene ikke beskyttes alene inden for parkgrænserne. De er afhængige af vandringskorridorer, som går gennem områder med landsbyer, kvæghold og forskellige folkegruppers traditionelle landområder.
I 2022 indgik Sydsudans regering en tiårig og fornyelig forvaltningsaftale med African Parks. Aftalen omfatter ikke blot nationalparkerne, men også Jonglei-landskabet og flere af de korridorer, der forbinder dyrenes sæsonområder. Det samlede forvaltningsområde dækker mere end 120.000 kvadratkilometer.
Opgaven består derfor ikke alene i at beskytte dyr mod krybskytter. Der skal opbygges rangerstyrker, kortlægges hidtil næsten ukendte naturområder og indgås aftaler med de mennesker, som har levet med og udnyttet vildtet gennem generationer. Først hvis den opgave lykkes, kan Boma og Badingilo på længere sigt udvikle sig fra næsten utilgængelige parker på et kort til egentlige natur- og turistområder.
Uroen holder turisterne væk
Sydsudan skal ikke forveksles med nabolandet Sudan mod nord. Landet blev selvstændigt i 2011, men blev allerede i 2013 kastet ud i en blodig borgerkrig.
En fredsaftale fra 2018 dæmpede de største kampe, men landet er fortsat præget af politiske spændinger, interetnisk vold og lokale væbnede konflikter. Den britiske regering fraråder alle rejser til Sydsudan på grund af risikoen for væbnet vold og kriminalitet.
Uroen begrænser både turisme, forskning og håndhævelse af jagtforbuddet. Derfor eksisterer der på nuværende tidspunkt ikke en almindelig og sikkert tilgængelig safariindustri omkring nationalparkerne – hverken for naturturister eller jægere.
Den hvidørede kob har således hverken Serengetis turistlodges, Masai Maras tv-hold eller Kruger Nationalparks strøm af besøgende omkring sig.
Dens verden består i stedet af oversvømmede sletter, højt græs og næsten ufremkommelige sumpe. Netop her har millioner af dyr overlevet uden for verdens blik.
