Målt på antal er råvildtet verdens mest talrige større vildtart, selv om arten kun lever på i tætbefolkede Europa, som regnes som det mest naturfattige af klodens beboede kontinenter
Rådyret er verdens mest talrige større vildtart
Af Redaktionen
Fra relativt beskedne og lokalt fragmenterede bestande er rådyret blevet en af Europas mest udbredte og talrige vildtarter. Fremgangen er sket i takt med et stigende jagtudbytte og en stadig bedre tilpasning til det menneskeskabte landskab – og noget tyder endda på, at råvildtet har været i stand til at vokse i antal i det land, hvor ulvebestanden er størst og tættest.
Det europæiske rådyr Capreolus capreolus er så almindeligt i Europa, at det næsten er blevet usynligt som naturhistorisk succes. Vi ser det på markerne, langs skovbrynene og i de små remiser, men netop fordi arten er blevet så almindelig, er det let at overse, hvor voldsom udviklingen i bestanden egentlig har været.
I dag findes Capreolus capreolus over det meste af Europa og videre mod øst, og arten hører til blandt verdens mest talrige større fritlevende pattedyr. Den hvidhalede hjort i Nordamerika er sandsynligvis mere talrig, men derefter bliver feltet hurtigt smallere, når domesticerede og ferale bestande holdes ude.
Men hvidhalet hjort inddeles i en række underarter, og derfor kan man diskutere sammenligningen, når spørgsmålet gælder klodens mest succesfulde større vildtart.
Hvis man vælger at betragte whitetail som en samlet art, er den sandsynligvis mere talrig end råvildtet. Hvis man derimod ser på de enkelte underarter som særskilte bestande, rykker det europæiske råvildt op som den mest talrige større vildtbestand i verden.
LÆS også: Strid om råvildts underarter
Bestanden voksede, mens jagten steg
En større europæisk gennemgang af rådyrbestandene viste, at de officielle bestandsestimater steg fra omkring 6,2 millioner dyr i 1984 til cirka 9,5 millioner ved begyndelsen af 2000’erne.
Forskerne vurderede samtidig, at de officielle tal sandsynligvis undervurderede den reelle bestand betydeligt, og at den faktiske europæiske bestand derfor kan have været langt større.
Udviklingen bliver endnu mere bemærkelsesværdig, når man ser på jagtudbyttet. I samme periode steg den registrerede årlige afskydning fra omkring 1,7 millioner til cirka 2,7 millioner rådyr.
Bestanden voksede altså ikke, fordi jagten ophørte eller blev marginal. Tværtimod steg afskydningen kraftigt, samtidig med at rådyret bredte sig og blev mere talrigt.
Se den europæiske gennemgang af rådyrbestand og jagtudbytte
Det er netop denne kombination, der gør rådyrets udvikling så interessant. Arten har gennem flere generationer været udsat for en intensiv jagtlig udnyttelse, men har alligevel formået at øge sin bestand i store dele af Europa. Givetvis også som konsekvens af ændret jagtkultur og strammere lovgivning på området.
Det moderne landskab blev en fordel
En væsentlig del af forklaringen findes i det europæiske kulturlandskab. Rådyret behøver ikke store sammenhængende naturområder for at trives. Det klarer sig tværtimod ofte bedst i landskaber, hvor skov, marker, levende hegn, krat og mindre bevoksninger ligger tæt på hinanden.
Her kan det finde energirig føde på markerne og samtidig søge dækning. Skovkanter, små remiser og tilgroede områder giver netop den variation, som arten udnytter effektivt.
Rådyrets relativt beskedne størrelse spiller også en rolle. Hvor større hjortearter kræver betydelige mængder føde og større sammenhængende arealer, kan rådyret leve i langt mindre områder og udnytte selv små pletter med dækning.
Det gør arten særdeles velegnet til et kontinent, hvor næsten hele landskabet gennem århundreder er blevet ændret af mennesker.
Italien – ulv og råvildt
Italien er et eksempel på den udvikling. Omkring midten af det 20. århundrede var rådyret mange steder trængt tilbage til relativt små og isolerede bestande. Siden begyndte bestanden at vokse, og fremgangen fortsatte langt ind i dette århundrede.
ISPRA opgjorde den italienske bestand til omkring 336.000 rådyr i 2000. Fem år senere var vurderingen steget til godt 425.000 dyr, svarende til en vækst på omkring 26 procent.
Se ISPRA’s nationale database over Italiens vilde hovdyr
Udviklingen var dog ikke ens i hele landet. Sideløbende med råvildtets fremgang er Italiens ulvebestand vokset nærmest eksplosivt. I dag tæller bestanden omkring 3.500 ulve, og ikke overraskende optræder rådyr i flere italienske undersøgelser som et af ulvens vigtigste byttedyr. Lokalt kan det have påvirket udviklingen. Men overordnet set har de to arter udviklet sig side om side …
Et dyr skabt til Europas mosaik
Rådyrets succes hænger også sammen med dets fødevalg. Arten lever ikke blot af græs, men søger aktivt efter næringsrige urter, knopper, blade, skud og afgrøder. Det betyder, at moderne landbrugsområder mange steder fungerer som et stort fødekammer.
Samtidig kan rådyret bevæge sig ubemærket gennem landskabet. Hvor store flokke af kronvildt hurtigt bliver synlige og kan skabe konflikter med landbrug og skovbrug, kan rådyr eksistere i betydelige tætheder uden nødvendigvis at tiltrække samme opmærksomhed.
Det har gjort arten i stand til at udnytte et Europa, hvor natur og menneskelig aktivitet ligger tæt sammen.
Verdens mest talrige
Når verdens større fritlevende pattedyr sammenlignes, placerer rådyret sig helt i toppen. Den helt præcise globale bestand er vanskelig at fastslå, fordi landene anvender forskellige optællingsmetoder, og fordi rådyr kan være vanskelige at registrere præcist. Men den europæiske bestand tælles i mange millioner, og kun ganske få større vildtarter kan sandsynligvis matche den.
Vi har allerede set på Whitetail i Nordamerika og de mange underarter. Man kan også inddrage Australiens forskellige arter af kænguruer, hvis man ønsker at betegne disse som en decideret støtte vildtart. Men heller ikke dette vil ændre billedet og konklusionen …
Det mest bemærkelsesværdige er dog ikke selve placeringen på en global rangliste. Det er råvildtets udvikling gennem det seneste århundrede.
Rådyret er blevet mere talrigt, mere udbredt og mere hjemmevant i det moderne landskab, samtidig med at det har været genstand for en omfattende jagtlig udnyttelse.
Det er svært at finde mange større vildtarter, der har haft lignende succes.
Kort om øst-vest-bestand
Det europæiske rådyr, Capreolus capreolus, er ikke det samme som det sibiriske rådyr, Capreolus pygargus. Sidstnævnte regnes som en selvstændig art og skal derfor ikke lægges oven i den europæiske bestand, når arter sammenlignes.
Inden for Capreolus capreolus findes der desuden geografiske former og underarter, blandt andet den italienske form C. c. italicus.
Det er relevant, når rådyret sammenlignes med den hvidhalede hjort, som ligeledes er opdelt i en række geografiske underarter, men zoologisk fortsat regnes som én art.
Fodnote
Som en fodnote til denne artikel om det europæiske råvildt skal det bemærkes, at den danske råvildtbestand – målt på jagtudbyttet – er i frit fald. Udviklingen begyndte med forekomsten af syge rådyr på Fyn, hvor der ikke er ulve, og har siden bredt sig til det meste af landet.
Nedgangen i udbyttet begyndte i samme periode, hvor dansk landbrug gennemgik markante forandringer.
LÆS MERE
