Langt de fleste accepterer, at hjortevildt og andet vildt skydes som en del af forvaltningen. Men når det gælder bestandregulering af ulve, er holdningen en helt anden. Hvorfor har ulven fået denne særstatus?
Hvorfor deler regulering af ulve vandene?
Af Redaktionen
Hvert år skydes store mængder hjortevildt og vildsvin i Europa uden større principiel debat. Når afskydning af ulve kommer på tale, bliver reaktionen ofte en helt anden. Forklaringen skal måske ikke kun findes i biologien, men også i den helt særlige plads, ulven har fået i vores følelser og forestilling om den vilde natur.
Vi accepterer uden større debat, at bestande af kronvildt, råvildt og vildsvin etc. reguleres gennem jagt. Også når bestandene er sunde og levedygtige, betragtes en årlig afskydning som en naturlig del af forvaltningen. Når det samme princip bringes på bane i forbindelse med ulven, ændrer diskussionen ofte karakter.
Her bliver spørgsmålet hurtigt moralsk og følelsesladet, og selv en begrænset afskydning kan møde betydelig modstand. Det rejser et interessant spørgsmål, for hvad er det egentlig ved ulven, der får os til at reagere så anderledes?
En del af forklaringen skal sandsynligvis findes i ulvens historie. Gennem århundreder blev den betragtet som en konkurrent og en trussel, og den blev forfulgt, forgiftet og skudt, indtil den forsvandt fra store dele af Europa. Da ulven mange år senere begyndte at vende tilbage, blev dens genkomst derfor ikke blot betragtet som endnu en ændring i Europas fauna. Den blev et symbol på naturens tilbagevenden og på en art, som mennesket tidligere havde behandlet hårdt, men som nu igen fik plads.
Den hjemvendte ulv vækker følelser
Denne historie har betydning for den måde, vi ser ulven på i dag. Når nogen foreslår at skyde ulve for at holde bestanden på en politisk bestemt størrelse, kan det derfor vække associationer til den gamle forfølgelse, selv når forslaget ikke handler om at udrydde arten, men om at regulere en voksende og levedygtig bestand.
Her adskiller ulven sig markant fra hjortevildtet. Ingen opfatter normalt afskydningen af en kronhjort som et udtryk for et ønske om at udrydde kronvildtet. Jagten betragtes som en del af forvaltningen, og bestanden vurderes på dens størrelse, udvikling, kønsfordeling og påvirkning af omgivelserne.
Skal myndighederne se på bestandens størrelse, på konkrete problemulve – eller på begge dele? Uanset hvilken model man vælger, er regulering af ulve konfliktfyldt og politisk. Den danske statsminister taler for regulering af en nærgående ulv. Det handler om tryghed, siger hun selv om Europas omkring 23.000 ulve ikke har stået bag et eneste registreret dødeligt angreb på mennesker i det 21. århundrede. (environment.ec.europa.eu)
Når en ulv skydes, kan handlingen derimod få en langt større symbolsk betydning.
Det skyldes sandsynligvis også ulvens levevis. Ulve lever socialt, danner par, får hvalpe og samarbejder om både jagt og opfostring. Det er en adfærd, mennesker umiddelbart kan genkende og identificere sig med, og derfor bliver ulve ofte beskrevet som individer og familier frem for blot som medlemmer af en bestand.
En skudt kronhjort er i offentligheden ofte netop en skudt kronhjort. En skudt ulv kan derimod blive beskrevet som en forælder, en partner eller et medlem af en familiegruppe.
Biologisk kan begge dyr være en del af en bestandsforvaltning, men følelsesmæssigt er billederne meget forskellige.
Hunden bringer ulven tættere på os
Der findes samtidig en forbindelse mellem mennesker og ulve, som kronvildt og vildsvin vanskeligt kan konkurrere med. Hunden.
Millioner af europæere lever sammen med hunde og betragter dem som familiemedlemmer. Når vi ser en ulv, ser vi derfor også et dyr, hvis udseende, kropssprog og sociale adfærd på mange måder virker velkendt.
Ulvehvalpe leger som hundehvalpe, voksne ulve kommunikerer med hinanden gennem kropssprog, og flokken bygger på sociale relationer, som er lette at beskrive med ord, vi normalt bruger om vores egne relationer.
Dermed bliver det også lettere at tillægge ulven menneskelige egenskaber og følelser.
Det kan være en del af forklaringen på, hvorfor et billede af en skudt ulv kan fremkalde meget stærke reaktioner, mens billeder af nedlagt hjortevildt sjældent skaber den samme følelsesmæssige debat uden for kredse, der generelt er imod jagt.
Den symbolske og den virkelige ulv
Ulvedebatten rummer samtidig en interessant afstand mellem dem, der først og fremmest oplever ulven gennem naturfilm, medier og fortællinger om biodiversitet, og dem, der lever med den som nærmeste nabo.
For den første gruppe kan ulven repræsentere noget af det mest oprindelige, Europa stadig har. Den bliver et billede på en natur, der igen får lov til at være vild.
For fåreholderen midt i et ulveområde kan oplevelsen være en anden. Her kan ulvens tilstedeværelse betyde hegn, ekstra tilsyn, angreb på husdyr og en konstant risiko for nye tab.
Ingen af oplevelserne behøver være forkerte. De tager blot udgangspunkt i to vidt forskellige møder med det samme dyr.
Den ene møder først og fremmest den symbolske ulv – repræsentanten for den vilde natur. Den anden møder den konkrete ulv – et stort rovdyr, der lever i et moderne europæisk kulturlandskab.
Netop denne forskel kan være med til at forklare, hvorfor debatten så let bliver polariseret.
Italien udfordrer argumentet om den sjældne ulv
Hvis modstanden mod afskydning først og fremmest skyldtes, at ulven er sjælden, måtte man forvente, at modstanden gradvist blev mindre, efterhånden som bestanden voksede.
Her er Italien interessant.
Den seneste landsdækkende vurdering fra det italienske miljøinstitut ISPRA anslog bestanden til omkring 3.500 ulve. Ulven er udbredt over store dele af landet, og myndighederne har samtidig måttet forholde sig til ulve, der kommer tæt på mennesker og bebyggelse, ligesom der er registreret tilfælde med aggressiv adfærd og angreb på mennesker.
Alligevel har Italien traditionelt haft en meget høj tærskel for lovlig afskydning af ulve. Myndighedernes værktøjer har i høj grad været overvågning, forebyggelse, fjernelse af fødekilder, bortskræmning og i særlige tilfælde indfangning. Men endnu ingen nedskydning.
Det gør Italien særlig interessant, når man forsøger at forstå den følelsesmæssige side af ulvedebatten.
For hvis en bestand på flere tusinde dyr kombineret med dokumenterede konflikter ikke automatisk fører til en bred accept af regulering, kan modstanden vanskeligt forklares med bestandens størrelse alene. Måske også hjulpet af at mange konflikter og angreb bunder i nogle få problemulve.
Ulven bærer tusind års fortællinger med sig
Ulven har desuden en kulturel bagage, som næsten ingen anden europæisk vildtart kan måle sig med.
Den optræder i fortællingen om Romulus og Remus. Gennem historien har den været både frygtet og beundret og har repræsenteret alt fra ondskab og fare til styrke, frihed og loyalitet.
I moderne naturformidling er endnu en fortælling kommet til: ulven som symbol på en intakt og naturlig natur. Dermed forsvarer nogle mennesker måske ikke kun ulven som biologisk art. De forsvarer også det, ulven er kommet til at repræsentere.
Det gør en diskussion om afskydning vanskelig, fordi argumenterne ikke længere nødvendigvis handler om det samme. Den ene side kan tale om bestandstal, husdyrangreb og behov for regulering, mens den anden side oplever diskussionen som et spørgsmål om, hvorvidt mennesket endnu en gang vil bestemme, hvilke vilde dyr der må leve i naturen.
Når fem procent bliver til 175 ulve
Også sproget afslører, hvor forskelligt vi kan reagere.
Forestil dig en bestand på 3.500 hjorte, hvor biologerne vurderer, at fem procent kan nedlægges. Det vil normalt blive beskrevet som et årligt udtag og diskuteret som bestandsforvaltning.
Fem procent af 3.500 ulve er 175 dyr.
Skriver man, at bestanden kan tåle et udtag på fem procent, er fokus på bestanden. Skriver man derimod, at 175 ulve skal skydes, flyttes opmærksomheden øjeblikkeligt fra bestanden til de enkelte dyr. Matematisk er der ingen forskel. Følelsesmæssigt er forskellen betydelig.
Det er måske noget af det mest centrale i hele ulvedebatten. Vi kan forvalte hjorte som bestande, mens vi langt lettere kommer til at betragte ulve som individer.
Fra beskyttelse til forvaltning
Europa står derfor foran en interessant diskussion.
Ulvens internationale og europæiske beskyttelsesstatus er blevet ændret, så medlemslandene har fået større mulighed for at tilrettelægge deres egen forvaltning, forudsat at bestanden fortsat opretholder den nødvendige bevaringsstatus.
Det betyder ikke, at Europa har besluttet at indføre almindelig ulvejagt. Men det åbner i højere grad for det spørgsmål, som allerede stilles om næsten alle andre større vildtarter:
Hvor stor skal bestanden være, hvilke konflikter vil samfundet acceptere, og hvornår er et kontrolleret udtag en legitim del af forvaltningen?
Det bliver ikke alene en biologisk diskussion.
For måske er den vigtigste forskel mellem hjorten og ulven ikke længere, hvor mange der findes, eller hvor meget de påvirker deres omgivelser. Forskellen ligger måske i os selv.
Vi har lært at betragte hjorten som et vildt dyr, der både kan beundres, beskyttes, jages og forvaltes. Ulven er derimod blevet noget mere. Den er blevet et symbol, en fortælling og for nogle næsten et billede på selve den vilde natur.
Og derfor bliver spørgsmålet om at skyde en ulv heller aldrig kun et spørgsmål om at skyde et dyr.
Regulering af ulve er også politik
Uanset hvilken model man vælger, er regulering af ulve konfliktfyldt – og i høj grad politisk.
Det gælder også i Danmark, hvor debatten ofte handler om borgernes tryghed. Men den oplevede utryghed og den statistiske risiko er ikke nødvendigvis det samme.
I Europa lever der i dag omkring 23.000 ulve. Alligevel er der ifølge EU-Kommissionen ikke registreret et eneste dødeligt ulveangreb på mennesker i Europa i det 21. århundrede.
Det betyder ikke, at ulve er ufarlige, eller at nærgående ulve ikke skal tages alvorligt. Men tallene sætter den politiske diskussion om menneskers sikkerhed i perspektiv. I Danmark har 33 farlige situationer – nogle af dem livsfarlige – med en lille gruppe kvæg i landets første naturnationalparker fået relativt set meget lidt opmærksomhed.
LÆS også: EU-Kommissionen om ulvebestanden og risikoen for mennesker
Konflikten handler nemlig om mere end risikoen for angreb på mennesker. Den handler også om husdyr, jagt, lokalsamfund, oplevet tryghed og om, hvor stor en ulvebestand befolkningen ønsker at leve med.
Derfor bliver fastsættelsen af et acceptabelt antal ulve i sidste ende ikke alene et biologisk spørgsmål. Det bliver også et politisk valg.
