Risikoen for krydsninger mellem sika- og kronvildt er reel, men en omfattende udryddelse af sikavildtet kan være den forkerte løsning. Det forklarer vildtbiolog Egon Bennetsen
Vildtbiolog: Udryddelse af sikavildtet kan øge problemet
Risikoen for krydsninger mellem sika- og kronvildt er reel, men en omfattende udryddelse af sikavildtet kan være den forkerte løsning. Det skriver vildtbiolog Egon Bennetsen i et debatindlæg i Jyllands-Posten den 22. august. Han mener, at fokus i stedet bør rettes mod de enlige sikahjorte, der forlader de etablerede bestande.
Af Egon Bennetsen, vildtbiolog
Redaktionel indledning og mellemrubrikker: Netnatur
Debatten om sikavildtets fremtid har fået ny aktualitet efter diskussionen om artens status i Europa og risikoen for, at sika krydser med kronvildt.
Vildtbiolog Egon Bennetsen blander sig nu i debatten. I et debatindlæg bragt i Jyllands-Posten den 22. august argumenterer han for, at risikoen for hybridisering er reel, men samtidig for, at denne risiko ikke i sig selv er et argument for at udrydde alle bestande af sikavildt.
Bennetsen har hjortevildt som speciale og har gennem en lang årrække bidraget til debatten om dansk hjortevildtforvaltning. På Netnatur har han leveret et stort antal faglige artikler om blandt andet kronvildt og sikavildt. Allerede tidligere har han her på siden behandlet spørgsmålet om krydsninger mellem de to arter. (Netnatur)
Se Egon Bennetsens artikler på Netnatur
I debatindlægget tager Bennetsen udgangspunkt i et indslag i TV-Avisen den 16. august og den efterfølgende omtale af spørgsmålet om sikavildt og hybridisering.
Ifølge Bennetsen bør man være varsom med at konkludere, at fraværet af konstaterede hybrider i undersøgte danske bestande betyder, at hybridisering ikke kan finde sted under danske forhold.
Erfaringer fra England
Bennetsens interesse for problemstillingen går omkring et halvt århundrede tilbage.
I forbindelse med sit speciale i vildtbiologi med hjortevildt som særligt område skrev han i 1975 hovedopgave om sikavildtet i Danmark. I den forbindelse var han på studietur i Lake District i det nordvestlige England.
Her havde man ifølge Bennetsen alvorlige problemer med hybridisering mellem sika- og kronvildt.
En sikahjort var vandret omkring 30-40 kilometer fra Bowland. Det var i sig selv bemærkelsesværdigt, da sikavildt normalt betragtes som meget stedfast og kan leve gennem årtier i det samme område uden større spredning.
Den pågældende sikahjort parrede sig med kronhinder, inden den blev skudt.
Dermed blev det også tydeligt, at forskellen i kropsstørrelse mellem de to arter ikke nødvendigvis udgør en barriere for parring.
Hybriderne bliver vanskeligere at se
Førstegangskrydsninger mellem sika og kronvildt kan ifølge Bennetsen genkendes som hybrider. Problemet bliver større i de efterfølgende generationer.
Hybriderne er frugtbare, og når de igen krydses med en af forældrearterne, bliver afkommet vanskeligere at skelne fra rent sika- eller kronvildt alene på udseendet. Det er netop denne genetiske opblanding, som gør hybridisering til et alvorligt forvaltningsproblem.
Bennetsen har tidligere på Netnatur advaret om udviklingen og blandt andet peget på erfaringerne fra Skotland som eksempel på, hvor omfattende genetisk opblanding kan blive. (Netnatur)
Læs: Kan sikavildt krydse med kronvildt?
Hvorfor ser vi det så ikke i Danmark?
Det centrale spørgsmål bliver derfor, hvorfor der ikke er konstateret tilsvarende problemer i de danske bestande.
Bennetsens forklaring er, at der ikke først og fremmest er tale om en fysiologisk barriere mellem arterne. Barrieren er i højere grad adfærdsmæssig.
Han peger på brunsten.
Kun en mindre del af hjortene fungerer som egentlige pladshjorte og får adgang til hinderne. Alligevel ser man ikke normalt de øvrige hjorte søge over til den anden art.
Sika søger sika, og kronvildt søger kronvildt.
Når begge arter lever i etablerede bestande med både hjorte og hinder, fungerer den artsspecifikke brunstadfærd dermed som en effektiv barriere mod krydsning.
Men situationen kan ændre sig, når en enkelt sikahjort forlader bestanden.
Den enlige sikahjort er problemet
Det er ifølge Bennetsen især her, den reelle risiko opstår.
En udvandrende sikahjort kan under brunsten møde en kronhind, som ikke befinder sig i en etableret brunstrudel. Under sådanne omstændigheder kan den normale adfærdsmæssige barriere mellem arterne tilsyneladende brydes.
Det var netop en sådan situation, Bennetsen oplevede beskrevet i Lake District.
Derfor mener han heller ikke, at fraværet af påviste hybrider i Danmark kan bruges som dokumentation for, at hybridisering ikke kan ske.
At det hidtil ikke er konstateret, er ikke det samme som, at risikoen er nul.
Skal sika så udryddes?
Bennetsens svar er klart: Nej.
Han skelner i sit debatindlæg mellem forskellige typer bestande.
I dyrehaver og på mindre øer, hvor der enten slet ikke findes kronvildt, eller hvor begge arter lever i etablerede bestande med begge køn repræsenteret, ser han ingen faglig begrundelse for at udrydde sikavildtet.
Her vurderer han risikoen for hybridisering som meget lille.
Anderledes forholder det sig med fritlevende bestande.
Kronvildtet har bredt sig markant i Danmark, og dermed bliver mulighederne for kontakt mellem de to arter også større, hvis sikavildtet samtidig etablerer sig i stadig flere områder.
Men netop derfor advarer Bennetsen mod, at løsningen automatisk bliver en omfattende udryddelseskampagne.
Udryddelse kan føre til yderligere spredning
En hård bekæmpelse af etablerede sikabestande kan ifølge Bennetsen risikere at få dyrene til at sprede sig.
Dermed kan man paradoksalt nok fremkalde netop den situation, man forsøger at undgå: Enlige sikahjorte, der forlader deres normale områder og bevæger sig ind i områder med kronvildt.
Bennetsen beskriver valget som noget nær et valg mellem pest og kolera.
Men ud fra hans vurdering kan risikoen ved at sætte en omfattende udryddelse i gang og dermed øge spredningen være større end risikoen ved at bevare og overvåge de etablerede bestande.
Til gengæld har han en meget klar anbefaling, når sikahjorte dukker op uden for de kendte bestande:
De enlige hjorte bør nedlægges.
Det er nemlig disse dyr, der efter hans vurdering repræsenterer den største risiko for, at sika- og kronvildt mødes under omstændigheder, hvor de normale adfærdsmæssige barrierer ikke længere fungerer.
Modstander af regulering hele året
Bennetsen afviser samtidig tanken om generel regulering af sikavildt hele året.
Efter hans opfattelse bør forvaltningen være langt mere målrettet: Bevar og overvåg de etablerede bestande, undgå yderligere udsætninger og reager på dyr, der spreder sig uden for de eksisterende sikaområder.
Dermed afviser han ikke problemet med hybridisering. Tværtimod har han gennem flere år advaret om, at krydsning mellem sika- og kronvildt er biologisk mulig og kan få alvorlige genetiske konsekvenser. (Netnatur)
Det er løsningen, han gør indsigelse imod.
For Bennetsen er sikavildtet samtidig mere end et forvaltningsproblem. Han fremhæver arten som smuk, nøjsom og social og betegner den som en uovertruffen dyrehaveart.
Spørgsmålet er derfor efter hans opfattelse ikke alene, om sika kan krydse med kronvildt.
Det kan den.
Det afgørende spørgsmål er, hvordan risikoen håndteres uden at skabe et endnu større problem gennem den måde, bestanden bekæmpes på.
Læs mere: Netnatur har samlet en særlig sektion om sikavildt med artikler om blandt andet artens status, jagt, forvaltning og den aktuelle debat om udryddelse. (Netnatur)
Netnaturs sektion om sikavildt
