89 videnskabelige undersøgelser finder flere positive end negative resultater for natur og lokalsamfund i afrikanske områder med trofæjagt.
Stort studie udfordrer fortællingen om trofæjagt i Afrika
En gennemgang af 89 videnskabelige undersøgelser finder flere positive end negative resultater for natur og lokalsamfund i afrikanske områder med trofæjagt. Men virkningen på de jagede dyr er mere blandet, og det gør en forskel, hvem der bestemmer over vildtet og indtægterne
Af Reaktionen
Gavner eller skader trofæjagt naturen i Afrika? Et nyt studie i Conservation Letters viser, hvorfor spørgsmålet ikke kan besvares med et enkelt ja eller nej. Forskerne har samlet resultater fra 89 videnskabelige undersøgelser i 13 lande syd for Sahara og set på både dyreliv, levesteder og lokalbefolkningens levevilkår.
Af de registrerede resultater var 65 procent positive, 26 procent negative og ni procent tvetydige. Det betyder ikke, at 65 procent af Afrikas jagtområder fungerer godt. Tallene beskriver de resultater, forskerne kunne udlede af de undersøgelser, der indgik i studiet.
Jagt kan give naturen plads
Den tydeligste positive sammenhæng gjaldt arealer. I 92 procent af de relevante tilfælde var trofæjagt forbundet med mere land under naturbeskyttelse.
Forklaringen kan være, at vildtet giver jordejere og lokalsamfund en økonomisk grund til at bevare dets levesteder. Hvis jagtindtægter gør et naturområde værdifuldt at opretholde, kan det mindske presset for at omlægge jorden til landbrug eller husdyrhold.
Men mere areal under naturbeskyttelse fortæller ikke hele historien. Forskerne fandt kun få undersøgelser af den økologiske tilstand i jagtområderne. Et bevaret område er derfor ikke i sig selv bevis for, at alle dets arter trives.
Bestandenes størrelse er kun en del af billedet
For de jagede arter var resultaterne mere blandede. Bestandene var oftere stabile eller voksende end faldende i de undersøgte resultater. Samtidig var påvirkningen af dyrenes alders- og kønsfordeling oftere negativ, mens resultaterne for deres bevægelser varierede.
Det er en væsentlig skelnen. En bestand kan være talrig, selv om jagten ændrer dens sammensætning. Skal en jagtordning vurderes, må man derfor se på mere end antallet af dyr: Hvilke dyr bliver nedlagt, hvordan udvikler bestanden sig, og hvad sker der i resten af økosystemet?
Lokale rettigheder hænger sammen med bedre resultater
Studiet finder en tydelig forskel mellem måderne, jagten forvaltes på. Hvor lokalsamfund eller private jordejere havde rettigheder til jord og vildt og modtog jagtindtægterne, var mere end 80 procent af de registrerede resultater positive.
Hvor staten beholdt kontrollen over vildtet på fællesjord, mens lokalsamfundene kun fik en del af indtægterne, var resultaterne mere blandede. Forskerne peger blandt andet på forskelle mellem undersøgte ordninger i Namibia og Sydafrika og ordninger i dele af Tanzania og Zambia.
Det gør fordelingen af rettigheder og indtægter til et centralt spørgsmål. De mennesker, der lever med vildtet og de omkostninger, det kan medføre, skal også have mulighed for at præge beslutningerne og få del i værdien.
Forskerne understreger dog, at sammenhængene ikke i sig selv beviser årsag og virkning. Studiet viser, hvor resultaterne oftere er gode, men kan ikke fastslå, at lokale rettigheder alene er forklaringen.
Hvad betyder det for debat om trofæimport?
Studiet lander midt i den europæiske debat om import af jagttrofæer. Forskerne advarer om, at et generelt importforbud også kan ramme områder, hvor jagtindtægter bidrager til at bevare levesteder og skabe lokale indkomster.
Deres forslag er at stille krav til den konkrete jagt: Den skal kunne dokumentere et bidrag til naturbeskyttelse, lokalsamfundene skal have en rimelig andel af indtægterne, og jagtkvoterne skal bygge på viden om bestandene.
Det er en anbefaling på baggrund af forskningsgennemgangen. Studiet måler ikke, hvad et fremtidigt importforbud faktisk vil føre til. Men det udfordrer forestillingen om, at alle jagtområder kan vurderes ens.
For debatten om jagt i Afrika er det afgørende spørgsmål derfor, hvordan den enkelte ordning virker i praksis: Bevarer den levesteder? Tager den hensyn til bestandene? Og får lokalbefolkningen indflydelse og en væsentlig del af indtægterne?
Kilde: Hayley S. Clements m.fl., “Outcomes of Trophy Hunting for People and Nature in Sub-Saharan Africa”, Conservation Letters, offentliggjort 9. september 2026.
Hvor er hullerne i forskningen?
De 89 undersøgelser dækker 13 lande, men 70 procent handler om det sydlige Afrika. Der findes langt mindre viden om jagtområdernes samlede økologiske tilstand og om forhold for lokalbefolkningen, som ikke kan måles i penge, arbejde eller fødevaresikkerhed.
Det gælder blandt andet kultur og indflydelse på beslutninger. Studiet er en gennemgang af eksisterende forskning, ikke en undersøgelse af samtlige jagtområder i Afrika.
