50 års våbenlovgivning har ikke formået at reducere våbenkriminalitet, tvært imod, men har kun gjort dagligliv og fritidsudøvelse mere besværlig for lovlydige borgere.
Af Ib Nordentoft Andersen
I de første to til tre årtier efter anden verdenskrigs afslutning vrimlede Danmark med skydevåben efterladt af tyskerne eller nedkastet til modstandsbevægelsen. En større del af 170.000 tyske soldaters våben og modstandsbevægelsens lagre på næppe under 50.000 våben forsvandt ud bland den danske befolkning efter maj 1945, og enhver person over atten kunne gå ned i den nærmeste sportsforretning og købe et glatløbet haglgevær med patroner.
Desuden var der ingen regler/begrænsninger på størrelse eller typer af blankvåben man måtte bære rundt på, og enhver rask dreng skød med slangebøsse eller øvede sig med kasteknive og gik på gråspurvejagt med et luftgevær.
Men på trods af en meget liberal våbenlov og tilstedeværelsen af et større antal sportsskyttevåben, 50.000 hjemmeværnsfolks rifler og maskinpistoler i klædeskabet, flere end 200.000 glatløbede haglgeværer og store mængder af krigens uregistrerede skydevåben som pistoler, rifler, maskinpistoler og endda maskingeværer, var Danmark ikke blevet en kopi af det vilde vesten eller Chicagos gangstervælde.
Faktisk lå mordraten i tiåret fra 1956 til 1965 på “kun” 31 om året og mordvåbnene var for det meste kvælning, slag og gift med enkelte tilfælde af eksotiske våben som porcelænselefant, trækævle og kørestol.
For eksempel blev der i 1960 begået 28 mord. I ingen af disse blev der anvendt skydevåben, men to af mordene var sket ved brug af kniv og et enkelt med økse. Året før blev der i to tilfælde anvendt glatløbet haglgevær, og kun ved et enkelt mord var våbnet en kniv og i 1961 var der tre tilfælde med haglgevær og endnu en gang blev der kun i et tilfælde anvendt kniv.
Men hvad gik der så galt med dette liberalismens og fornuftens slaraffenland? Det er nok umuligt at pege på specielle årsager, men en blanding af fredsbevægelsernes voksende pacifistiske indflydelse på meningsdannelsen i boulevardpressen og folketinget, kombineret med den kriminelle verdens internationalisering og tiltagende forråelse, har nok påvirket visse dele af befolkningen på både godt og ondt. Og politikernes indbyggede overvillighed til at vise omgående handlekraft har resulteret i en række ufunderede, uigennemtænkte angreb på værktøjet, men undladt at kikke på og vurdere betydningen af den menneskelige årsag bag de uansvarlige handlinger.
Bøde på minimum 3.000 kroner!
De lovmæssige tiltag startede meget forsigtigt med blandt andre krav om erhvervelse af jagttegn før man måtte besidde glatløbet haglgevær (1969) og forbud mod springknive, det sidste dog næppe på grund af deres farlighed, men nok snarere deres psykologiske virkning på husmødre.
Men den voldelige forråelse både blandt kriminelle og visse dele af befolkningen fortsætter og med jævne mellemrum demonstrerer folketinget en total mangel på forståelse for problemets årsag. I stedet for at vende opmærksomheden mod den menneskelige faktor vælger man den lette, populistiske løsning og forbyder “værktøjet”. Ja, selv tipoldefars rustne Remington riffel fra 1867 måtte ned fra vægen og ind i et våbenskab. Man kan jo grue for hvilke tiltag politikerne ville ty til i tilfælde at en stigning i antallet af voldtægter.
Denne totalt forfejlede indgang til problemet ses i de senere års kriminalstatistik. For eksempel blev der i 2011 begået 51 mord, hvor der i femten tilfælde blev anvendt skydevåben og ligeledes i femten tilfælde drejede det sig om knive. Så siden man påbegyndte en lang række stramninger af våbenloven er der sket en voldsom stigning i brugen af våben. Fra 1960s nul drab med skydevåben til 2011s femten og stigningen i knivdrab fra to i 1960 til femten i 2011 viser klart den forfejlede lovgivning.
Med en lidt firkantet resoneren kan man konstatere, at jo strammere våbenlov jo flere våbendrab, og kurven topper helt vanvittigt med seks skudepisoder og to sårede personer på en enkelt uge i marts 2013. Så lad os håbe, at man langt om længe drejer opmærksomheden og lovgivningen i den rigtige retning og lader være med at gøre livet urimeligt besværligt for lovlydige våbenejere og små spejderdrenge på indkøb hos bageren.