Fotofælde afslører måske en ulv, som ikke har været fotograferet siden maj 2018
Af Erik Poulsen, redaktør af facebooksiden ‘Her er ulven i Danmark
Et vildtkamerafoto fra Skallerup, der ligger blot få kilometer længere mod sydvest, viser i hvert fald et stort rovdyr, som ulvekyndige vurderer til at være mulig ulv.
Efter den første melding om ulv i området i søndags har facebooksiden ‘Her er ulven i Danmark’ desuden fået yderligere en øjenvidneberetning fra to skovgæster:
“Min kone og jeg så også ulven i Tornby Klitplantage søndag 19. januar 2020, kl.13.23 i fire omgange på Dalgårdsvej ved åbne areal ved bål/shelterplads. Det var en stor oplevelse, og der er ingen tvivl om, at det var en ulv. Desværre mislykkedes mine foto-forsøg. Forbavsende da der var rigtig mange skovgæster i det gode vejr”.
Den usky adfærd kunne pege i retning af hanulven GW781m, der har opholdt sig i Nordjylland siden efteråret 2017 og er kendt for at have dræbt husdyr i både Jylland og Slesvig-Holsten.

“Den har flere gange i og omkring Skagen vist sig ret ugeneret i klitlandskabet og i nærheden af sommerhuse. Det vil dog i så fald være første gang i mere end halvandet år, at den officielt er fotograferet så langt mod sydvest i Vendsyssel. Seneste foto er taget den 4. maj 2018 mellem Hirtshals og Hjørring”, siger Erik Poulsen, redaktør af ‘Her er ulven i Danmark’.
Han understreger, at det ikke er usædvanligt, at en enlig hanulv strejfer omkring. Ikke mindst på nuværende tidspunkt, hvor det er parringstid.






