Ubetinget lydighed er nok ikke lige dét, som er den mest rammende fællesbetegnelse for gravhunden. Men dens ego, det fejler bestemt ikke noget
Af Redaktionen
En gravhund er – uanset størrelse og hårlag – aktiv og energisk, når den er ude, mens den er rolig og afbalanceret inde. Den er kvik, veloplagt og deltager gerne i familiens liv.
Gravhunden er selvstændig, modig og robust – en stor hund i en lille krop. Den accepterer fremmede dog uden at være indladende.
Racen er noget gøende, dog ikke umotiveret eller vedholdende. Den er oprindelig en jagthund, men i dag også er en værdsat selskabshund med jagtlysten i behold.
Aktivitetsniveau
Gravhunden er skabt til at arbejde selvstændigt under jorden uden hjælp fra sin fører og også som drivende jagthund meget langt væk fra sin fører.
Til forskel fra flere andre drivende hunde arbejder den fortrinsvis alene. Jagtlysten er stadig udpræget selv efter mange generationer som selskabshund.
Hvis man vil kunne gå med sin hund løs og være sikker på, at den kommer ved indkald, kræver det en tidlig og grundig indlæring.
Ubetinget lydighed er i det hele taget ikke det, gravhunden er bedst til.
Hundens behov
En gravhund har et stort behov for at bruge sin næse, og det må respekteres og tilfredsstilles gennem mange opgaver, hvor den skal søge efter noget.
Den behøver desuden en tidlig socialisering med andre dyr, et godt socialt liv med meget menneskelig kontakt samt regelmæssig motion for at undgå overvægt.
Pels og pleje
Alle tre størrelser forekommer i tre pelsvarianter: Korthåret, som kun kræver ubetydelig pleje. Ruhåret, som kræver jævnlig gennembørstning og trimning et par gange om året – ofte kan man lære at gøre det selv. Langhåret, som behøver en ugentlig gennembørstning og frisering navnlig under bugen.
Der kan parres frit på tværs af størrelsesvarianterne, mens der er krydsningsforbud mellem hårlagsvarianterne.
Indlæring
En gravhund er let at motivere, men interessen kan være noget mere svær at fastholde.
Indlæringen skal være kortvarig, men flere gange daglig og absolut venlig. Beløn samarbejde. Begynd gerne træning af nye færdigheder indendørs eller i en have, der ikke er alt for spændende.
Der skal ikke mange spændende dufte til for at tænde jagtlysten. Gravhunde kan desuden have stor fornøjelse af sporarbejde.
Med den rette indlæring kan gravhunden sagtens lære at apportere.
Gravhundens oprindelse
Gravhundene er formentlig opstået i middelalderen ved, at den tyske lavbenede støver er blevet ramt af chondrodystrofi, en arveligt betinget dværgvækst i de lange rørknogler.
Dette handicap viste sig imidlertid hurtigt at være en styrke. Ud over deres oprindelige opgave som drivende jagthunde blev de velegnede til også at arbejde under jorden, hvor de gennem udfald fra skiftende steder, men uden angreb, provokerer ræven til at forlade graven.
Gravhundene bruges stadig til gravjagt, drivjagt og som schweisshunde, som opsporer skadet vildt.
De tre størrelser er skabt gennem selektiv avl på mindre eksemplarer.
De klassificeres på basis af brystomfanget, målt efter hunden er fyldt 15 måneder.
Standardstørrelsen måler over 35 centimeter, dværgen 30-35 centimeter og miniaturen op til 30 centimeter. Hvalpe registreres efter moderens størrelse og kan flyttes som voksne.
Vægt og dimensioner
Højden ligger mellem 15 til 25 centimeter. Vægten er maksimalt på 9 kilo.
Farvevarianter
Korthåret og langhåret er enten ensfarvet rød, rødgul eller gul med eller uden sorte hårspidser, sort eller brun med rustbrune eller gule aftegninger, merlefarvet eller tigret. Ruhåret er desuden lys til mørk vildtfarvet.
Oprindelsesland
Tyskland.
Internationalt racenavn
Dachshund.
FCI gruppe
Gruppe 4 – Gravhunde
Specialklub
Kilde: DKK
