Tolv timer før den licensstyrede ulvejagt i Dalerne begyndte, blev den standset. Frustrerede jægere, der ønsker bestanden reduceret, har samlet sig i Facebook grupper og organiserer nu protest-demonstrationer …
Af Redaktionen
Der er øjensynligt gået politik og juristeri i den svenske ulvejagt. 12 timer før ulvejagten i Sveriges mest ulverige område gik i gang, blev den standset igen.
Det fik Sofie Rockmyr til at arrangere en protest i Karlstad. Med udgangspunkt i en Facebook-gruppe lykkedes det hende dagen efter den opsigtsvækkende beslutning at samle hundredvis af mennesker i protest.
Det var først og fremmest almindelige mennesker, der er negativt påvirket af ulven herunder jægere og dyreejerne, der dukkede op. Men også politikere, journalister og andre med indflydelse på den førte ulvepolitik var tilstede, skriver Svensk Jakt.
– Kampagnen i Karlstad viser, hvad en enkeltperson med initiativ kan lykkes med på næsten ingen tid, oplyser Martin Källberg, der er chefredaktør på Svensk Jakt.
– Alene er vi stærke – sammen er vi uovervindelig, hævder redaktøren, der i skarpe vendinger fordømmer det juridiske “cirkus”, der har præget ulvejagten i Dalerne. Det svenske Jægerforbund har nemlig anket afgørelsen.
Årsagen til at licensjagten på ulv blev udsat skal findes i, at Naturskyddsföreningen, Svenska Rovdjursföreningen og Världsnaturfonden (WWF) har anket Länsstyrelsen i Dalarna, Värmland och Örebro läns beslutning om at indføre licensjagt på ulv. I følge redaktionens oplysninger mener de tre nævnte organisationer, at der kan rejses tvivl om den optælling, der har dannet grundlag for den tildelte afskydning. Desuden ønsker man at undersøge om ulvejagten er i overenstemmelse med EU direktivet.
“For de fleste berørte er det faktisk ligegyldigt, hvorfor ulvejagten er stoppet. Konsekvenserne af jagtstoppet vil være den samme. Ulvebestanden vil fortsætte med at vokse på trods af de demokratiske beslutninger, der er truffet for at bremse stigningen.”
Chefredaktøren opfordrer til iværksættelse af endnu flere demonstrationer, så der kan skabes opmærksomhed om de problemer, som ulven påfører de mennesker, der bor langt uden for de store byer, hvor ulvepolitiken bliver ført.