Danmarks Jægerforbund (DJ) rækker ud efter Jagttegnslærerforeningen i Danmark, som inviteres med til kommende kursus for de helt nye undervisere …
Af Redaktionen
Danmarks Jægerforbund, der udover Hornslet Bogtrykkeri er de eneste udbydere af undervisningsmateriale til nye jægere, rækker nu hånden ud efter den nystiftede forening for jagttegnsundervisere.
“Jagttegnslærerforeningen i Danmark” sidder således med ved bordet, når de nye jagtprøveundervisere mødes på et kursus, som afholdes af Danmarks Jægerforbund.
“Foreningen glæder sig over, at Danmarks Jægerforbund har sagt ja til, at jagttegnslærerforeningen kan gæste forbundet i forbindelse med uddannelsen af nye jagttegnskursuslærere.”
Det oplyses i netop udsendt pressemeddelse fra foreningen, der blev stiftet af nuværende formand Aage Smedegaard i septemeber 2014. Stiftelsen skete som reaktion på den den usikkerhed, der opstod blandt underviserne, da det nye undervisnings- og prøvemateriale for de nye jægere blev implementeret.
Foreningen er ofte blevet opfattet som værende i opposition til den eksisterende organisering af det nuværende system for undervisning og prøveafholdelse. Noget som foreningen dog benægter skulle være tilfældet.
Tilsyneladende er budskabet blevet hørt. Noget tyder ihvertfald på, at også Danmarks Jægerforbund har sænket paraderne og vænnet sig til, at den nye aktør nu blander sig kritisk i debatten om bl.a. udarbejdelsen af det undervisningsmateriale, som tilbydes de nye jægere.
Der er da heller ikke tvivl om, at den nye forening anser det som et gennembrud, at Danmarks Jægerforbund nu sænker sine forbehold og inviterer foreningen ind i varmen.
Jagttegnslærerforeningen i Danmark er nu kommet helt tæt på uddannelsen af de nye jagttegnsundervisere, som de håber på vælger at melde sig ind i foreningen, som arbejder på “en relevant og respektabel uddannelse af jægere, for derved at styrke og sikre jagtens omdømme og respekt i Danmark”.
Alle, der af Naturstyrelsen er godkendt jagttegnsunderviser, kan optages som medlem af foreningen.
LÆS OGSÅ: Jagttegnslærerforeningen i Danmark er nu en realitet






