De apporterende hunderacer har en lang udviklingshistorie, men det er den teknologiske udvikling indenfor våbenindustrien, der for alvor sætter gang i racerens udvikling
Af Michael Sand
Selv om både stående hunde og spaniels skal apportere, er det først og fremmest retrieverne, der tænkes på, når der diskuteres apporterende hunde.
Retrieverne så dagens lys, da de besværlige forladere blev erstattet af mere moderne jagtvåben.
Udviklingen inden for våbenindustrien medførte også, at jagtmetoderne gennemgik en udvikling.
Med de moderne våben blev jagt på flygtende småvildt efterhånden udbredt, og behovet for en sikker småvildtapportør mere og mere aktuelt.
De første haglbøssejægere havde brug for en udholdende og pålidelig apportør med en god næse.
Samtidig var det nødvendigt, at efterskudshunden havde et blødt greb om vildtet, at den kunne forholde sig i ro, indtil den skulle arbejde, samt at den kunne arbejde sikkert og effektivt i vand.
Ud fra disse kriterier blev tidens apportører fremavlet, og allerede omkring år 1850 begyndte retrieveren for alvor at tage form via krydsninger mellem forskellige waterdogs, settere, hyrdehunde og ikke mindst den såkaldte St. John hund.
St. John hunden har sammen med waterdogs haft afgørende indflydelse på udviklingen af retrieveren. Alligevel må man ikke se bort fra den indflydelse, som setteren har efterladt i form af bedre søg, bevægelse og eksteriør.
Også datidens hyrdehunde har efterladt varige aftryk i form af dresserbarhed.
Resultatet af avlsarbejdet er racerne, som vi kender dem i dag.
I dag fødes retrieverne således med en kraftigt udviklet apporteringslyst, og er nærmest utrættelige, når det drejer sig om at hente og bringe emner til sin fører.