OUTDOOR ’17 tilbyder lækre smagsoplevelser, når Aalborg Zoo kokkererer med delikate ingredienser fra den store verden med særligt fokus på velsmagende kød. Messen finder sted i Aalborg d. 10., 11. og 12. februar
Af Susanne Kabel, Pressechef (AKKC)
Besøgende på OUTDOOR ’17 – Natur, Jagt og Lystfiskeri kan se frem til lækre smagsoplevelser, når Lars Jeppesen, restaurationschef fra Aalborg Zoo, sammen med sit team kokkererer med delikate ingredienser fra den store verden med særligt fokus på velsmagende kød. Messen finder sted i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) 10., 11. og 12. februar.
Aalborg Zoo og Aalborg Kongres & Kultur Center har tidligere samarbejdet omkring messer.
I efteråret var restaurationschef Lars Jeppesen fra Aalborg Zoo med i Sisimiut i Grønland til Polar Fish messen, der blev arrangeret af AKKC, hvor han sammen med grønlandske unge lavede fusionsmad med et mix af afrikanske og grønlandske retter og ingredienser.
Samarbejdet blev en så stor succes, at det gentages, denne gang på outdoor messen.
På outdoor messen medbringer vi Aalborg Zoos verdenskøkken. Der vil naturligvis være smagsprøver til alle, og vi står også klar til at tage en snak med de besøgende om lækre råvarer. På sådan en messe er der mange af de besøgende, der selv nedlægger dyr eller fanger fisk, og vi giver gerne nogle tips til, hvordan de kan tilberede deres bytte på en delikat måde, forklarer Lars Jeppesen.
Udover smagsprøverne og de mange tips vil der også hver dag være et kokkeshow på Aalborg Zoos stand. På den måde kan man få et indblik i, hvordan de spændende råvarer håndteres af professionelle.
Tesla Model X Van
Kendetegnende ved outdoor messen i AKKC er et solidt fagligt program med interessante foredragsholdere. I år bliver ingen undtagelse. Her vil der blandt andet alle tre messedage være mulighed for at opleve ’Danmarks vildeste eventyrer’, Freddy Wulff, fortælle om storvildtjagt som naturpleje. Kaare Manniche Ebert giver lørdag 11. og søndag 12. februar tips til at fange de svære havørreder. Disse dage står også Steen Andersen klar på scenen med foredraget ’Fasanen – en livsvigtig del af naturen’. Derudover kan de besøgende lære at binde deres egne fluer til fluefiskeri, og her står fluebindere i absolut topklasse klar til at hjælpe og vejlede.
Både lørdag og søndag kan de besøgende overvære flåning af krondyr, hvor Ivar Høst udfører og forklarer. Dyrene vil efterfølgende blive tilberedt, så der også bliver plads til en smagsprøve.
En helt særlig nyhed præsenteres på årets messe. Besøgende får nemlig mulighed for at kaste et blik på den helt nye Tesla Model X Van, en elbil med firehjulstræk og på gule plader.
Oplevelser for hele familien
Outdoor messen er ikke kun for de voksne. Også børnene kan få gode oplevelser på messen, hvor de blandt andet kan prøve kræfter med bueskydning på en bane med næsten ’naturlige’ 3D-skumdyr. De kan også lære at binde deres egne fluer, og flere hjælpere står klar til at assistere dem. Derudover vil det også være muligt at fremstille smykker af ben, og smykkerne kan selvfølgelig tages med hjem.
OUTDOOR 2017 – Natur, Jagt & Lystfiskeri finder sted i Aalborg Kongres & Kultur Center 10., 11. og 12. februar. Åbningstiderne er fredag kl. 12-17, lørdag og søndag kl. 10-17. Entré: 100 kr. pr. person, børn (0-15 år) gratis ifølge med voksne.
Yderligere information om messen og fotokonkurrencen kan findes på www.outdoormesse.dk.
Kontakt også gerne messe- og udstillingschef Else Herfort tlf. 9935 5518, ehe@akkc.dk