Den sidste danske bæver forsvandt i vikingetiden. I 1999 blev der så udsat 18 dyr i den danske natur igen – og det må siges, at være en succeshistorie
Bæveren – en succes efter 1.000 års fravær
Af Redaktionen
I Danmark kan bæveren (Castor fiber) opleves i Klosterheden i Vestjylland og i Nordsjælland blandt andet ved Dronningholm Mose og Arresø, hvor 14 dyr blev udsat i 2009 og 2010.
Bæveren uddøde i Danmark for mere end 1.000 år siden, men i 1999 blev arten genindført. I første omgang blev 18 dyr indfanget ved Elben i Tyskland og udsat i Flynder Å-systemet ved Klosterheden.
Udseendet
Bæveren indtager en absolut førsteplads som Europas største gnaver.
En voksen bæver har en kropslængde på mellem 95-135 centimeter. Den flade hale måler i længden mellem 25-37 centimeter og er som regel 15-20 centimeter bred og voksne bævere kan veje mellem 15 og 35 kilo. Den største bæver, der blev udsat i Flynder Å, vejede 29 kilo. En bævers hoved er relativt lille i forhold til kroppen, ørerne er små, og næsen er bred og uden hår.
Ydersiden af de store såkaldt rodåbne fortænder er dækket af en orangefarvet emalje. At tænderne er rodåbne betyder, at de vokser kontinuerligt og slides i takt med, at de bruges til at fælde træer.
Mellem tæerne på bagfødderne har bævere svømmehud.
Bævere tilbringer størstedelen af livet i vand, og derfor har bæverens øjne gennemsigtige membraner, der glider ned, når dyret dykker. Membranerne forhindrer snavs i at genere eller gøre skade på øjnene.
Pelsens farve kan være alt fra gråbrun til sortbrun. Ofte er den lysebrun eller rødbrun.
Bæverens føde
Bæveren lever udelukkende af planter. Mens bark fra løvtræer oftest er eneste fødekilde i det sene efterår og om vinteren, består føden om foråret og sommeren af skud, knopper, blade og småkviste af løvtræer samt vandplanter og urter.
Træer som bævreasp, birk og pil foretrækkes, men på verdensplan er mere end 80 træarter og 150 arter af urteagtige planter registreret som bæverføde.
Bæverens levevis
Bæverne lever altid i tilknytning til ferskvand. De er nataktive, og deres mest aktive periode varer fra omkring solnedgang til tidlig morgen. I meget uforstyrrede områder kan bævere dog også være dagaktive.
Bæverboet er som regel en hytte, som dyrene bygger af grene, kviste og mudder på bredden af et vandløb eller en sø. Et bæverbo kan også være en hule, der er gravet ind i en søbred.
For at forhindre rovdyr i at komme ind i boet, sørger bævere altid for, at indgangen til boet er dækket af vand.
Hvis vandstanden i søen er for lav, bygger bæverne dæmninger, så de kan regulere vandstanden.
Da bævere ikke bevæger sig særligt hurtigt på land, så er den hævede vandstand også med til at sikre, at bæveren hurtigt kan flygte ved at svømme væk fra boet. Bæveres manglende hurtighed på land er grunden til, at langt størstedelen af føden findes inden for kort afstand fra vandkanten (ofte omkring 30 meter).
Den hævede vandstand ved bæverboet er også medvirkende til, at bæverens føde, der består af træer, bliver nemmere tilgængelig nær vandkanten. Og bæveren kan også nemmere svømme og transportere byggematerialer af træ til boet eller dæmningen.
Bævere lever i små familiegrupper, der som regel består af et kønsmodent par (forældrene), deres et år gamle unger samt et nyt kuld unger. Når en bæver er cirka to år gammel, er den kønsmoden. Et bæverpar føder et kuld unger hvert år i maj eller juni måned. Hunnen er drægtig i cirka 110 dage, hvilket betyder, at parringen typisk finder sted i januar eller februar måned.
Bæverne er meget territoriale, og de markerer deres territorium ved at lave duftmarkeringer på små bunker af græs, mos eller mudder. Duftstofferne kommer fra to slags kirtler, der findes under bæverens hale.
Trusler og bevaring
I nogle lande kan bævere være ramt af sygdomme, som er almindeligt forekommende hos andre gnaverarter. Det kan ikke afvises, at også bæverne i Danmark kan blive ramt af sygdom.
Af naturlige fjender, som kunne tænke sig at få en bæver på menukortet, er det formentligt kun ulven, der kan komme i betragtning.
Bæveren klarer sig rigtig godt i Danmarks natur, og bestanden er derfor også støt stigende. Bæverne fra både Klosterheden og Arresø har formået at sprede sig via vandløb, åer og fjorde til en række andre områder, bl.a. både til Nordjylland og på Sjælland senest til Gribskov.
“Bæverens klask med halen i vandet er en måde at advare andre bævere om, at der er fare på færde.”
Bæveren som naturgenopretter
I 1999 blev 18 bævere udsat i Flynder Å-systemet ved Klosterheden. Dermed var bæveren tilbage i den danske natur efter mere en 1.000 års fravær. Her fra har bæverne bredt sig i Jylland, og det vurderes at der i 2021 er cirka 270 dyr.
I 2009 og 2010 kom bæveren også til Sjælland igen. Her blev 14 bævere sat ud i Nordsjælland, blandt andet ved Dronningholm Mose og Arresø – – her vurderes bestanden i 2021 til at være omkring 40 dyr.
På ovenstående filmklip ses den første bæverunge i Nordsjælland, fanget på video.
Målet med at genudsætte bævere i Danmark er, at bæverne kan hjælpe med at genskabe noget af den natur, som igennem flere hundrede år er forsvundet fra Danmark, nemlig de mange skovsumpe, småsøer, det døde ved i skovene og lysningerne i tætte krat. Det giver bedre levevilkår for mange af vores truede plante- og dyrearter.
Bævernes indsats som naturgenoprettere har da også båret frugt. Da bæverne blev sat ud, levede der for eksempel kun én enkelt flagermuseart i Klosterheden. I dag kan man finde fire forskellige arter.
Sådan er bæveren beskyttet
Fredet
Forvaltningsplan for bæver
