Jæger sender haglskud mod angribende bjørn og redder dermed formodentlig livet for sig selv og sine to ubevæbnede jagtkammerater.
Tre svenske rævejægere i Dalerne fik sig en brutal overraskelse, da de nærmede sig et gravkompleks, skiver Jagtjournalen.se. Pludselig kom en angribende bjørn farende. Kun en af jægerne var bevæbnet og han nåede at sende to skud hagl mod bjørnen inden jægerne på ski og snesko tog flugten.
Dagen efter blev der iværksat en eftersøgning, og her kunne det konstateres, at bjørnen var ramt. Ved at følge blodsporet fandt man frem til den anskudte bjørn og fik den aflivet. Selv om bjørnen angreb og jægeren agerede i selvforsvar, er hændelsen politianmeldt, da bjørnen blev påskudt udenfor sæsonen.






