Retten i Örebro har idømt en svensk jæger en bøde på 19.000 for at skyde en hest i den tro at det var et vildsvin. Herudover skal han betale erstatning for hesten …
Af Redaktionen
Episoden fandt sted i Östra Närke, hvor en svensk jæger blev inviteret på vildsvinejagt som tak for at han havde bygget et jagttårn. Han blev sat på post på et sted som han anså som værende et godt sted at skyde et vildsvin.
Jægeren fik instruktioner om hvilken retning han kunne skyde i, eftersom der lå et hus i nærheden. Han fik dog ikke information om at der var en helstefold i nærheden, fortalte jægeren til retten.
Han berettede yderligere at der snart efter dukkede en keiler op, og han fulgte den i håndkikkerten. Kort efter skyder han på vildsvinet på en afstand af 90 meter, og det forsvinder i skoven. Da jagtlederen senere gik ud for at lede efter spor fra vildsvinet, fandt han i stedet en død hest.
Retten kunne ikke fastslå om jægeren havde forvekslet hesten med et vildsvin eller om han havde skudt forbi vildsvinet og derved skudt hesten. Til gengæld fastslog man at det entydigt var den anklagede jæger der havde skudt hesten, og yderligere at jægeren havde skudt i en forkert og forbudt retning.
Retten fandt herudover at jægeren ikke i tilstrækkelig grad kunne gøre rede for sit kuglefang i skudøjeblikket, og dømte ham til en bøde på 19.000 og herudover skal han betale 16.000 svenske kroner til hestens ejer.
Kilde: Nerikes Allehanda