Ro, tålmodighed og ansvarlighed. Det er blot nogle af de egenskaber, som jagt kan fremme hos børn. Det mener Michael Lund Jensen, som her sender en opfordring til vores tids forældre
Børn på jagt
Læserbrev af Michael Lund Jensen. arkiv-aktuel-artikel
Jagt er ikke en leg og ej heller ufarligt. Derfor kan børn og jagt i samme sætning umiddelbart lyde som en dårlig ide, men faktisk forholder det sig lige stik modsat. Lad endelig børnene tage del i jagtens glæder, det vil gøre dem stor gavn i deres fremtidige liv og virke.
Selv er jeg far til tre drenge i teenagealderen, alle tre med interesse for naturen.
Fra ganske små har de været med på fisketur ved å og strand og på jagt i skoven. Den ældste har nu selv jagttegn og arbejder i butik indenfor jagt og fiskeri. Nummer to i rækken er ved at tage jagttegn, mens mindstemanden fortsat udfylder rollen som klapper og apportør.
Selv har jeg haft interesse for naturen siden barnsben, hvor jeg tilbragte weekender og ferier sammen med mine forældre og bror i vores sommerhus i det nordjyske. Jeg satte garn og ruser med min far, fiskede monster ål i nærliggende vandhuller og jagede småfugle med hjemmelavet slangebøsse og luftgevær.
Jeg lavede fælder til både fugle og gnavere med stor ihærdighed, og jeg kom for første gang helt tæt på et rådyr med min hjemmelavede flitsbue. Den spinkle pil fløj hen over ryggen på dyret, men jeg kan tydeligt huske fornemmelsen – i netop det øjeblik blev jeg jæger.
Jagttegnet fik jeg, da jeg fyldte 16, og jagten har siden været en passion, som jeg ikke kan leve uden. Langt de fleste af mine kammerater har jeg fået via jagten og på dage med modgang, er det ofte jagten, der hjælper mig igennem. Jagten har givet mig personlighed.
Til tider tænker jeg på, hvor meget ikke-jægere går glip af, og jeg gyser selv ved tanken om at skulle undvære mit revir, hyggen, kammeratskabet, samarbejdet med min hund, de intense stunder med vildtet, de tidlige morgener osv. Netop derfor er jeg glad for at se mine egne børn opleve samme begejstring og glæde som jeg.
Som skolelærer gennem 16 år har jeg oplevet en stor forandring hos eleverne.
I mine første år som underviser virkede børnene langt mere robuste. De cyklede selv til skole. Var der regn eller blæst, tog man blot fornuftigt tøj på og satte sig på cyklen.
Nu bliver flere og flere afleveret og hentet direkte ved skolens hoveddør. Tasken bæres af mor eller far, for den må være tung. Det fornuftige tøj har man ikke længere, hvorfor man også synes, at frikvarterer kan være våde og kolde.
Når jeg førhen underviste i Natur og Teknologi, kunne jeg sætte børnene til at bygge drager og snitte pilefløjter. I dag er det et fåtal, der på egen hånd formår at anvende en kniv eller andet værktøj fornuftigt.
Børnenes tålmodighed er på ingen måde blevet trænet. Tingene skal være underholdende med hurtige skift, ellers falder mange ud. Børnene har svært ved at finde en indre ro og være i nuet, nyde omgivelserne, lydene og duftene.
Gåture til diverse arrangementer er blevet uoverkommelige. ”Er vi der ikke snart, skal vi virkelig gå, hvorfor har I ikke bestilt en bus?”. Kendskab til den lokale flora og fauna er yderst ringe, og den generelle forståelse for naturen er ikke eksisterende.
For nogle voksne er børnene blevet en stor mundfuld. Man råber i munden på hinanden, har yderst svært ved at vente på tur, tænker først på sig selv, og nogen er direkte udfordrende overfor autoriteter. Det problem har jeg dog ikke selv oplevet, og jeg kommer heller ikke til det, men jeg har set op til flere voksne mænd og kvinder med tårer i øjnene, når klasseværelset forlades.
Nogen vil sige, at jeg er en gnaven gammel mand, og det er for mig helt ok. Jeg mener dog stadig, at jeg har belæg for mine udsagn, men tror samtidig på, at vi kan hjælpe vores børn til at opnå samme robusthed, som jeg oplevede blandt børnene i mine første år som skolelærer.
Netop her ser jeg kvaliteter i jagten, der kan give vores børn det, som på mange måder er gået tabt i en verden med IPads, sociale medier, hadefulde beskeder og dårlig opførsel for bare at nævne nogle eksempler på, hvor personligheden, glæden ved en interesse, fordybelsen i et specifikt område m.v. er gået tabt.
Tålmodigheden og roen kommer helt naturligt, når man gang på gang sidder i mosen og spejder efter bukken i skovbrynet længere fremme. En buk der måske aldrig kommer.
Fordybelsen bliver en naturlig følgesvend, hvis man vil lære vejret at kende, analysere solsortens advarselssang, afsløre rådyrets færden via nedtrådte veksler osv.
Fællesjagtens kammeratskab giver tryghed og sociale kompetencer. Lyt når jagtlederen taler, hør paraloen, oplev traditionerne, respekten for vildtet og hierarkiet mellem ældre og helt unge jægere. Gå gennem knædybe kanaler, der bugter sig ind over strandengene, mærk sveden perle og vægten af de 20 lokkere i nettet på ryggen trænge sig på undervejs ud til skydekassen helt ude, hvor fjorden begynder.
Nyd øjeblikket selvom hullet i dine waders har gjort både strømper og bukser drivvåde. Her hjælper ingen pylren, og man dør faktisk ikke af at fryse. Til gengæld ser du, at hårdt arbejde betaler sig, når krikænderne suser om ørerne på dig kort efter, at du har sat dig til rette i sivene. Når du har samlet fodertønder, bygget fodertrug, opstillet skydestiger eller hjulpet din far med at lave docktubes, ja så har du også oplevet glæden ved hammerens, boremaskinens, knibtangens og ikke mindst hændernes brug.
Men vigtigst af alt, du er blevet robust og kan finde den ro, den tålmodighed, den ansvarlighed og den opførsel, der udvikler dig som menneske og som vil hjælpe dig i både med- og modgang i voksenlivet. Så kære forældre, lad børnene komme med og skub gerne lidt på, hvis Fortnite eller Netflix spøger i baggrunden.
