Vil en dom for vanvidskørsel automatisk føre til tab af jagttegn? En konkret sag rejser debat og peger på et behov for mere klar praksis
Kan man bevare jagtegnet efter dom om vandvidskørsel
Af Netnatur.dk
En ny afgørelse fra Politiets Administrative Center viser, at en dom for vanvidskørsel ikke automatisk fører til tab af jagttegn. Konkret sag, behandlet af Penta Advokater, viser, at der fortsat er mulighed for en individuel vurdering, når det gælder sammenhængen mellem færdselsforseelser og retten til at besidde jagttegn. Den aktuelle sag udspringer af en hastighedsovertrædelse, der efter gældende regler blev kategoriseret som vanvidskørsel. På den baggrund opstod spørgsmålet om, hvorvidt forholdet skulle føre til frakendelse af klientens vandelsgodkendelse – og dermed også retten til at besidde jagttegn.
Bevarer sit jagttegn
En sag om vanvidskørsel har ført til en principiel afgørelse fra Politiets Administrative Center (PAC), hvor en jæger har fået lov at beholde sit jagttegn.
Sagen tog udgangspunkt i en hastighedsovertrædelse, som efter gældende regler blev kategoriseret som vanvidskørsel. Det rejste spørgsmålet, om forholdet skulle få konsekvenser for den såkaldte vandelsgodkendelse – og dermed også retten til at være aktiv jæger.
PAC valgte i den konkrete sag at lade jagttegnet bestå. Dermed blev det fastslået, at der ikke automatisk er sammenhæng mellem en dom for vanvidskørsel og tab af jagtrettigheder.
Individuel vurdering er afgørende
Afgørelsen understreger, at myndighederne foretager en konkret vurdering i hver enkelt sag.
I denne sag lagde PAC blandt andet vægt på, at der var gået tid siden dommen i 2024, uden at der var opstået nye forhold, der kunne påvirke vurderingen af personens egnethed.
Det peger på, at tidsfaktoren og den samlede adfærd efter forseelsen spiller en væsentlig rolle i vurderingen af, om en person fortsat kan have jagttegn.
I følge Penta Advokaterne, der har ført sagen for den berørte billigt og jæger, rejser afgørelsen en principiel diskussion om, hvorvidt alle former for vanvidskørsel bør have samme konsekvenser.
– Der er væsentlig forskel på en hastighedsovertrædelse og eksempelvis spirituskørsel eller kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer – forhold som i højere grad kan relateres til ansvarlighed og sikker omgang med våben, forklares det på advokaternes hjemmeside.
Ifølge advokaterne peger sagen på, at det ikke nødvendigvis er rimeligt, at alle typer af vanvidskørsel automatisk får betydning for jagttegnet.
Behov for klarere linje
Afgørelsen illustrerer et behov for større klarhed på området. For jægere og andre borgere er det afgørende at kunne forudse konsekvenserne af en lovovertrædelse – også når det gælder rettigheder uden for færdselsloven.
En mere tydelig praksis vil kunne styrke retssikkerheden og skabe større gennemsigtighed i sager om vandelsgodkendelse.
Hvad er vanvidskørsel?
Vanvidskørsel er ikke et selvstændigt ord i loven, men en samlebetegnelse for en række grove overtrædelser af færdselsloven, hvor der anvendes skærpede sanktioner – herunder mulighed for konfiskation af køretøjet.
Begrebet dækker blandt andet over kørsel med en hastighed på 200 km/t eller derover, eller kørsel hvor hastigheden overstiger det tilladte med mere end 100 procent, samtidig med at der køres over 100 km/t. Det omfatter også særlig hensynsløs kørsel, hvor der er nærliggende fare for andre trafikanters liv eller helbred, samt spirituskørsel med en promille over 2,00. I visse tilfælde kan gentagen kørsel uden kørekort også indgå, især hvis det sker i kombination med farlig adfærd i trafikken.
I disse situationer giver loven mulighed for, at køretøjet kan konfiskeres, hvis det har været anvendt under forhold, der betegnes som vanvidskørsel. Det gælder uanset, hvem der ejer køretøjet, og politiet kan i praksis beslaglægge det på stedet.
Reglerne blev skærpet i 2021 med henblik på at øge trafiksikkerheden og sende et klart signal om, at særligt farlig kørsel får alvorlige konsekvenser.







