Myndigheder anbefaler, at børn under ti år ikke går alene i naturen omkring Oksbøl, Blåvand og Vejers Strand efter flere observationer af ulve tæt på mennesker
Børn frarådes at færdes alene i ulveområder
Af Redaktionen
Børn under ti år bør ikke færdes alene i naturen i områderne omkring Oksbøl, Blåvand og Vejers Strand. Det er anbefalingen fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, som blev fremlagt på et ulvemøde i Oksbøl.
På mødet gennemgik styrelsen i følge DR.dk en række episoder fra lokalområdet, hvor ulve har bevæget sig tæt på mennesker. Ifølge myndighederne er der dog ikke registreret angreb.
En af deltagerne på mødet var Klaus Sandfeld, folketingskandidat for Venstre i Sydjyllands Storkreds.
Han mener ikke, at løsningen er at tilpasse sig ulvene.
– Jeg synes, det er fint, at de kommer med en anbefaling, men jeg er ikke tilhænger af, at vi skal rette os ind efter ulvene, siger Klaus Sandfeld, der hellere ser en regulering af bestanden.
Også Anders Kronborg, folketingskandidat for Socialdemokratiet, er kritisk over for situationen.
– Jeg synes, det er skrækkeligt. Det skaber utryghed, og ulven påvirker livskvaliteten i Jylland alt for meget, siger han.
Kronborg stiller samtidig spørgsmål ved myndighedernes aldersgrænse.
– Hvordan er man nået frem til lige præcis ti år? Hvad med en spinkel 11-årig pige eller en ældre medborger med rollator? Det her skaber ikke tryghed.
Lokale oplever utryghed ved nærgående ulve
Flere borgere i området fortæller til medier, at de er blevet mere opmærksomme på ulve i naturen.
Flemming Sillesen fra Varde siger, at han og hans hustru har talt om, hvorvidt deres børn bør færdes alene i skoven.
– Ulven må gerne være i Danmark, men vi mangler store naturområder, hvor den kan være i fred. Når den begynder at dukke op tæt på byer og villakvarterer, så har vi et problem, siger han.
En anden lokal borger, Regitze Nella Emborg, mener ikke, ulven i sig selv er skræmmende – men hun frygter menneskers reaktion.
– Jeg tror, nogen vil gå i panik, hvis de møder en ulv. Børn kan ikke konsekvensberegne i sådan en situation.
Forskere advarer mod tilvænning
Ifølge Peter Sunde, professor ved Aarhus Universitet, kan ulve ændre adfærd, hvis de vænner sig til mennesker.
– Hvis ulve bliver udsat for tilvænning, eksempelvis gennem menneskelig kontakt eller fodring, kan de begynde at blive opsøgende og dermed mindre sky.
Han understreger, at mennesker derfor aldrig bør forsøge at fodre eller opsøge ulve.
– En ulv, der ikke er bange for mennesker, kan over tid blive farlig. Det er ofte hvalpe, der kommer tæt på, men en hvalp bliver ikke ved med at være hvalp.

Farlige ulve i Danmark og Europa
Den grå ulv Grå ulv vendte tilbage til Danmark i 2012 efter mere end 200 års fravær.
I dag vurderer forskere og myndigheder, at der findes omkring 30-40 ulve i Danmark, primært i Vestjylland.
I Europa er bestanden vokset markant de seneste årtier. Ifølge forskningssamarbejdet Large Carnivore Initiative for Europe lever der i dag omkring 20.000-21.000 ulve i Europa fordelt på mere end 20 lande.
Dokumenterede angreb på mennesker i moderne tid er meget sjældne.
- I Europa er der ingen dokumenterede dødelige angreb fra vilde ulve i de seneste årtier.
- I Nordamerika har der siden 2000 været to dødelige angreb fra vilde ulve (Canada og Alaska).
- Historiske undersøgelser viser, at de fleste alvorlige angreb i Europa før 1900 var knyttet til rabies-smittede ulve







