Læserbrev: En gruppe kendte buejægere ønsker den igangværende fusionsproces mellem Danmarks Jægerforbund og Foreningen af danske buejægere (FADB) drøftet på generalforsamling
Læserbrev af tidligere FADB-formand Jan Berg, tidligere FADB-formand Gert Ladefoged, tidligere bestyrelsesmedlem Kristian Jørgensen, tidligere redaktør af FADB’s blad Peter Fogh Rasmussen, tidligere bestyrelsesmedlem Peter Bue Vest, tidligere næstformand Birger Olsen
FADB’s fremtid.
§5.1 Foreningens højeste myndighed er Generalforsamlingen.
Vi er flere medlemmer i Foreningen af danske buejægere (FADB)der er blevet opmærksom på, at der lige nu arbejdes på at fusionere FADB med Dansk Jægerforbund. (DJ)
Opmærksomheden er især skærpet omkring hvordan processen foregår, om FADB’s vedtægter overholdes og ikke mindst på formålet med en eventuel fusion.
DJ og FADB’s bestyrelses målsætningen med en fusion beskriver blandt andet ”at formålet er at samle buejægerne og styrke buejagten i Danmark, give politisk slagkraft og forenkle det målrettede arbejde både nationalt og internationalt”.
I referater fra bestyrelsesmøder og referater fra generalforsamlinger fra de seneste tre år, fremgår det blandt andet af formandens beretninger, at det har ligget ham og bestyrelsen meget på sinde at lykkes med en fusion – de forventer at de har en stærk agenda.
I referat af bestyrelsesmøde fra oktober 2020 fremgår det af punkt 1: Samarbejde med DJ og DGI.
”At der i øjeblikket forhandles med DJ om den, ved to generalforsamlinger godkendte fusion”.
Det fremgår endvidere af referatet at ingen generalforsamling i FADB har godkendt en fusion med hverken DJ eller DGI.
Her må opmærksomheden først rigtig skærpes og henledes på om noget i processen er gået helt galt. Grundlaget for en eventuel fusion skaber her tvivl for medlemmerne og spørgsmålet om bestyrelsen er blevet fristet over evne og bemyndigelse, melder sig?
Det skal pointeres at §7.1.6 i vedtægter for FADB skal overholdes til punkt og prikke. 2
Med opmærksomhed på dagsordnerne til generalforsamlingen gennem de seneste tre år, fremgår det på intet tidspunkt, at et punkt på dagsorden har omhandlet drøftelse og behandling af fusion med DJ.
Det fremgår af formandens beretning på generalforsamlingen 2020, at der arbejdes på en fusion. Det fremgår ikke af dagsorden, at der har været et punkter til behandling af fusion på generalforsamlingerne. At formanden nævner planer og visioner i sin beretning, er ikke det samme som en drøftelse eller en afstemning om fusion, især ikke når der i FADB’s vedtægter står: ”At foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen”.
Et andet væsentligt referat at hæfte sig ved i bestyrelsens bestræbelse på at fremme processen for en fusion, er referat fra DJ’s hovedbestyrelsesmøde af 25.11.2020 – åbne del, hvor FADB’s bestyrelsesformand har foretræde for DJ’s hovedbestyrelse.
Heraf fremgår det blandt andet, at man er langt i planerne om en fusion, at der er afsat penge til implementering af FADB i DJ i 2021 og ikke mindst at arbejdsgruppen, der er nedsat fra FADB og DJ:
1) indstiller til, at det fremlagte forslag til fusion godkendes af hovedbestyrelsen.
2) under forudsætning af forslaget godkendes i FADB’s bestyrelse og i formandsgruppen indstilles det ligeledes, at der nedsættes et fælles buepolitisk udvalg…….ect.
Der findes til dette referat interessante lukkede bilag der vedrører en eventuel fusion, disse omhandler:
Fremtidens samarbejde DJ – FADB (32 sider)
Kommissorium for buepolitiskudvalg (2 sider)
Kommissorium for bueaktivitetsudvalg (2 sider)
Funktionsbeskrivelse – Formand for buepolitisk udvalg (2 sider)
Funktionsbeskrivelse – Formand for bueaktivitetsudvalg (2 sider) 3
Dette vidner i den grad om, at selv om forslaget til fusion mellem FADB og DJ, ikke har været drøftet i FADB blandt medlemmer på en generalforsamling, er meget langt i DJ.
Om FADB skal sammenlægges eller fusioneres med DJ kan diskuteres og skal diskuteres med medlemmerne, under et punkt på dagsorden på næstkommende ordinære generalforsamling.
FADB er en lille, men meget specialiseret forening med et godt og aktivt medlemsunderlag, medlemmerne er meget forskellige, der er gamle erfarne jægere som har skabt og grundlagt foreningen og helt unge buejægere, der er blevet medlemmer og lige har fået deres nye bue, og nu leder efter deres første jagtrevir.
Flere har været medlemmer siden februar 1977.
Dansk Jægerforbund er en meget stor organisation, hvor der foregår politiske forhandlinger om jagt, udbredelse af jagten, jagttider og meget andet vigtigt for den samlede jagt.
Med det foreningsarbejde der er udført i FADB siden 1978, hvor buejagten gjorde sit indtog i Danmark, er det gået i den rigtige retning med buejagten, store landvindinger er vundet. Der er stadig områder der skal arbejdes med for at fremme buejagten, for et eksempel længere jagttid på råvildt, regulering med bue, ligestilling med andre jagtformer så buejægeren ikke skal til prøve hver 5.år.
I politiske forhandlinger i en stor organisation, der skal varetage den samlede jagts interesse i Danmark overfor politikere og andre foreninger, kan buejagten som den lille niche den er, komme i en rolle, hvor begrænsninger af buejagten, kan redde en anden jagtlig interesse end buejagten. Buejagten kan blive en vigtig brik for en stor organisation i det samlede politiske spil.
Et andet scenarie kunne være at de specialinteresser som buejagten efterspørger ikke får de udviklingsmuligheder de ville have fået i en lille dedikeret forening. 4
FADB opfattes i de fleste sammenhænge som en grøn, bæredygtig forening, hvis aktiviteter er korrekte overfor klodens ressourcer – en forening som mange gerne vil danse med og som er et attraktivt kort at få ind i en stor organisation.
Det er vigtigt at vide, når/hvis FADB bliver fusioneret med DJ, vil den lille lokale buejægerforening bliver lagt ind under DJ under samme vilkår som lokale jagtforeninger under DJ.
Dette fremgår tydeligt af dokument udarbejdet af den arbejdsgruppe der er nedsat af DJ og FADB for at planlægge og sikre fusionen – af dette dokument fremgår der planlagte møder frem til 2022.
Endvidere beskrives der følgende forandringer efter en eventuel fusion:
– de lokale buejagtforeningers vedtægter skal godkendes af DJ.
– af vedtægterne skal det fremgå, at man ikke kan være medlem af en lokal buejagtforening uden af være medlem af DJ (aktuelt er 9 lokalforeninger ikke medlemmer af DJ)
– der skal betales kontingent i den lokale buejagtforening og i DJ
FADB’s lokalforeninger i hele landet repræsenterer også medlemmer der ikke er eller ikke ønsker at være medlemmer af DJ.
Det fremgår at FADB ligger inde med en beholdning på 500.000kr – disse penge forventes af DJ og FADB’s bestyrelse at blive overført til en støtteforening ”Fællesskabet Af Danske Buejægere” som bliver en støtteforening, der skal sikre midler og engagement i buejagtens indhold og bevarelse i Danmark.
Man kan stille spørgsmålet – hvorfor nedlægge FADB?
Hvorfor fusionere med DJ?
Og hvor er forhandlingerne om samarbejde med DGI endt? 5
Uanset de mange synspunkter der utvivlsomt er i denne sag om fordele og ulemper ved et samarbejde med DGI og FADB eller DJ og FADB, er det helt og holdent medlemmernes beslutning, hvad der skal ske.
Uanset om bestyrelsen mener det er en god ide og kan begrunde beslutningen om sammenlægning i, at formandens beretning ikke er blevet modsagt på de forgangne generalforsamlinger og andre gode begrundelser – skal beslutningen tages på en generalforsamling.
Der er indkaldt til en ordinær generalforsamling den 27 – 29.august 2021, her bliver spændende at se om punktet ”Fusion med DJ” er dagsorden sat.
Hvis punktet er på dagsorden skal de mange spørgsmål, som planerne om en eventuel fusion kalder på, debatteres, – fordele og ulemper forventes beskrevet og det enkelte medlem kan komme til orde.
Er punktet på dagsorden kan ene og alene generalforsamlingen beslutte hvad der efterfølgende skal ske og hvornår, jævnfør FADB’s vedtægter.
Dette brev er sendt til de af FADB’s lokalforeninger, der efter telefonsamtale ønskede at modtage det. (kun en foreningsformand ønskede ikke brevet tilsendt) Det er sendt til FADBs bestyrelse, samt de medlemmer af DJ’s hovedbestyrelse, det har været muligt at kontakte og spørge om de ville modtage brevet.
Underskrivernes ønske er at brevet bliver offentliggjort på lokalforeningernes hjemmeside og FADB’s hjemmeside, så det giver det enkelte medlem og lokalforeningen mulighed for at få debatteret FADB’s fremtidige skæbne.
Dette brev må gerne deles.
Netnatur.dk har været i kontakt med FADB og forventer mandag d. 22.2. at modtage læserbrev herfra om den igangværende fusionsproces.
Læserbreve, der i lighed med ovenstående ønskes optaget på Netnatur.dk, kan sendes til ms@netnatur.dk