21-årig jæger anholdt af ekshovedbestyrelsesmedlem i Jægerforbundet for skydning af tre blishøns
Af Redaktionen
Ulrik Hansen, 21 år fra Stenløse i Nordsjælland, ved godt, hans handling ikke var i overensstemmelse med Lov om jagt og Vildtforvaltning. Men på den anden side set kan han heller ikke se bort fra, at et hævnmotiv var involveret, da han tirsdag 8. april blev erklæret for civilt anholdt af eks-hovedbestyrelsesmedlem i Danmarks Jægerforbund, Tonny Rasmussen, Ølstykke, før politiet som denne havde tilkaldt, tog over.
Episoden udspillede sig i Værebro Ådal på ejendommen „Gyldenhøj”, der er på 24 hektar, som grænser op til et 5,5 hektar stort areal, hvor Tonny Rasmussen driver bukkejagt forår og sommer sammen med en kammerat. – Jeg var den pågældende dag ude ved en sø, opstået på grund af et brud på en drænledning, for at skyde blishøns og havde min hund, en cocker spaniel, med. Søen er opstået i vinter, og her er nu samlet 30-40 blishøns.
Hver dag går de op i marken for at æde af vinterhveden, og et areal på 200-300 kvadratmeter er helt bart på grund af deres fouragering, siger Ulrik Hansen.
– Jeg havde den dag skudt to blishøns og var på vej hjem, da jeg skød endnu en blishøne. Netop som hunden havde fundet den, kom Tonny Rasmussen og en anden mand løbende inde fra naboarealet og spurgte, hvad jeg lavede, om jeg var sindssyg og ikke kender jagtloven?
– Jeg forklarede dem, at jeg ikke havde søgt om tilladelse til at regulere skadevoldende vildt. Det var min fejl, erkendte jeg, for jeg skulle naturligvis have søgt om tilladelse, siger Ulrik Hansen, der oplevede Tonny Rasmussen som aggressiv og ikke kan se bort fra, at der er tale om revanche, fordi hans farfar gennem tiden ofte har været ude efter Tonny Rasmussen og dennes jagtkammerat, fordi han finder, at deres bukkeafskydning på „frimærket” på 5,5 hektar på naboarealet er hinsides god jagtetik og jagtmoral.
– Tonny Rasmussen siger nu, at jeg skal betragte mig som civilt anholdt, og ringer samtidig til politiet, der ikke prioriterede sagen særlig højt. Der gik mellem tre kvarter og en time, før politiet ankom. I mellemtiden sad jeg ved min bil og ventede.
Politifolkene var meget fornuftige, men det var Tonny Rasmussen ikke. Han stod og råbte op. På opfordring afleverede jeg min haglbøsse, en Browning 525 og de resterende tre stålhaglspatroner, til politiet, og i politibilen forklarede jeg, hvad der var sket. Jeg fik at vide, at jeg ville få min haglbøsse tilbage, men at der godt kan gå nogen tid, før jeg hører nærmere, fordi politiet ikke prioriterer sagen som særlig vigtig.
– Tonny Rasmussen råbte op om, at der skulle statueres et eksempel. Det er lidt grotesk, at dette kommer fra egnens største hegnsskytte, men det kan man desværre ikke gøre noget ved, fordi han ikke foretager sig noget ulovligt, mener Ulrik Hansen.
– Jeg vil afvente, hvad der sker og tage det derfra, siger Ulrik Hansen, der har haft jagttegn, siden han var 16 år. Han har i øvrigt gået til jagttegnsundervisning hos selv samme Tonny Rasmussen, som nu af al magt prøver at få sin tidligere jagttegnselev i fedtefadet.
Totalt set dyrker Ulrik Hansens far i området 150 hektar, og familien har samtidig jagtretten på hele arealet. Netnatur.dk har i en mail til Tonny Rasmussen bedt om en kommentar til sagen.