Årtiers tilbageholdenhed og stram regulering af fiskeriet, ser nu ud til at give pote. Bestanden af gydetorsk i Nordsøen er f.eks. den største siden 1983 …
Af Redaktionen
Bestanden af gydetorsk i Nordsøen er den største siden 1983 og bestanden er vokset til omkring det tredobbelte inden for de seneste 10 år. Desuden er stimerne af rødspætter i Nordsøen og Skagerrak de største nogensinde.
Kvoten for brisling står til at blive mere end fordoblet, ligesom fiskerne vil få lov til at fange 20 pct. flere torsk i Kattegat. Det skriver Politiken søndag.
»Det er en fantastisk positiv historie. Det er lykkedes at knække kurven og få en positiv udvikling«, siger formand for den rådgivende komité i Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) Eskild Kirkegaard til Politiken.
Selv om de positive tendenser bliver mødt med begejstring, er der også eksperter som mener, det stadig går for langsomt.
“Der er store gevinster for fiskerne i et bæredygtigt fiskeri med omhyggelig forvaltning af bestandene”, lyder det fra den britiske alternative tænketank New Economic Foundation (NEF)
»EU’s fiskeri kunne producere mere mad, tjene flere penge og skabe flere jobs. Men der bliver kun gjort pinefuldt langsomme fremskridt, og det er en skam, fordi for hvert år der går, hvor fiskebestandene holdes under deres maksimale ydeevne, mister vi penge og jobs«.