Den amerikanske våbendebat bliver varmere og varmere efter et engelsk firma “blander sig”!
Af Ib Nordentoft Andersen
Reed Exhibitions, der specialiserer sig i at organisere store internationale messer, har åbenbart totalt fejlbedømt situationen omkring den nuværende ophidsede våbendebat i USA. Reed Exhibitions står årligt som arrangører af flere end 500 messer i 39 lande heraf en af Amerikas største våbenmesser “Eastern Sports & Outdoor Show”, der årligt afholdes i Harrisburg, Pennsylvania med deltagelse af den samlede jagt- og fiskeriindustri.
Formodentligt som reaktion på den seneste hede debat omkring den amerikanske våbenlovgivning, besluttede Reed Exhibitions, der er hjemmehørende i England, arbitrært at udelukke visse typer skydevåben fra udstillingen her i februar 2013.
Reaktionen fra både våbenfabrikanter, knivmagere og sportsfirmaer var omgående og en stor del af udstillerne meddelte, at de ikke agtede at deltage i et censureret show. Den 24. januar fandt Reed det nødvendigt, at udsætte årets show på ubestemt tid.
David E. Petzal fra Field & Stream skrev samme dag, at Reed Exhibition måske skulle have rådført sig med Kong George III omkring amerikanernes indstilling til engelsk indblanding i amerikanske indenrigsproblemer.