Under overskriften “Finanslov: En milliard til miljøet” giver forligspartierne bag den nye finanslov landbruget mulighed for at forurene endnu mere. Miljøet bliver ikke bedre …
Af DN
Finansloven er hård kost for den danske natur og miljøet. Den nye finanslov baner nemlig vej for endnu mere forurening fra landbruget, og der er kun afsat få midler til at rydde op efter flere svin og mere gødning.
Til gengæld er den plan, der skulle sikre mere og bedre natur, barberet ned. Danmarks Naturfredningsforening efterlyser, at hvordan regeringen så vil sikre at naturen og miljøet ikke bliver de store tabere på deres vagt?
– Et enkelt erhverv har igen fået en stor hjælpepakke på skatteydernes regning, mens vores fælles natur og miljø derimod har fået en over snuden. Partierne bag finansloven har på den vis valgt at skubbe opgaven for at få naturen tilbage på fode foran sig, og regningen herfor sendes videre til de næste generationer, siger Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident i Danmarks Naturfredningsforening (DN).
75 mio kr. i støtte til fødevareerhvervet
Finansloven lægger ikke op til, at der kommer miljøforbedringer og bedre miljø men kun, at vi fortsat skal leve op “Danmarks EU-retlige forpligtelser i henhold til vandrammedirektivet og nitratdirektivet”.
Derudover bliver der afsat 75 mio. kroner årligt fra 2016 til 2019 til “initiativer inden for fødevare- og landbrugserhvervet.” Der står intet om hvad, de initiativer er eller om, det overhovedet er miljøinitiativer.
Desuden er der afsat reserver på 225 mio. kroner i 2016 og 300 mio. kroner årligt fra 2017 til 2019 til at gennemføre kompenserende miljøtiltag, herunder en kommende målrettet regulering af landbruget.
– Der står ikke natur nogen steder i Finansloven. I stedet er de naturindsatser, der skulle ske via Naturplan Danmark skåret bort alle sammen. Det er uantageligt, når vi nu ved, at Danmarks natur har det mindste areal og er den ringeste i Europa. Selvom landbrugets interesser fylder det meste, må regeringen tage ansvaret for naturen på sig også, hvem skal ellers gøre det? siger Ella Maria Bisschop-Larsen.
Alene Naturplan Danmark er beskåret med i alt 138 mio.kr.






