DN efterlyser både planer såvel som konkret handling fra regeringen …
Af DN
20 års naturforvaltning har ikke ændret på tilbagegangen i den danske natur. Alligevel sejles der videre uden hverken kort eller kompas. Det viser den rapport, Danmark snarest skal aflevere om fremgangen i den danske naturindsats. Rapporten afslører, at de indsatser, der er sat i værk, er helt utilstrækkelige. Det er kritisabelt, at regeringen ikke nu kommer i gang, lyder det fra Danmarks Naturfredningsforening (DN).
Danmark har tilsluttet sig FN’s biodiversitetsmål og er samtidig forpligtet til en række indsatser gennem EU. Det skete i 2010. Her fire år senere er der hverken vedtaget en strategi eller en handlingsplan for den biologiske mangfoldighed endnu, selv om indholdet fra disse planer faktisk skal sættes i gang allerede næste år. I 2020 skal Danmark have vendt tilbagegangen i den biologiske mangfoldighed og genskabt mindst 15 procent af de forringede økosystemer. Det er om seks år.
Danmark svigter naturen
– Hvis ikke regeringen vil sikre naturen for danskernes egen skyld, så lad os minde om, at vi også er forpligtet på både europæisk såvel som globalt plan til at vende tilbagegangen i den biologiske mangfoldighed. Regeringen har tillige selv skrevet et løft af naturen ind i regeringsgrundlaget og oven i købet fået en række operationelle redskaber, der kan bruges her og nu. Men den politiske vilje synes helt at mangle og vi ser ikke naturindsatser målrettet beskyttelse af den biologiske mangfoldighed, siger DN. Tilstanden i den biologiske mangfoldighed i Danmark er kritisk og fortsat dalende. En rapport fra DMU viste i 2010, at den biologiske mangfoldighed fortsat går tilbage i samtlige økosystemer.
Sidder på hænderne
Foreningen anerkender, at den danske naturfond og flere forvaltningsplaner for truede arter er gode initiativer. Men det ændrer ikke tilbagegangen i naturen. Alligevel reagerer politikerne ikke på de ellers klare anbefalinger fra regeringens egen natur og landbrugskommission og den i regeringsgrundlaget bebudede Naturplan Danmark udskydes til stadighed. Heller ikke indsatser, der ligger lige til højrebenet, bringes i anvendelse:
– Regeringen kan blandt sikre permanent beskyttelse af de små og spredte naturområder, der er de primære levesteder for vilde dyr og planter og sikre pleje af områderne for at højne naturindholdet. Forarbejdet er gjort, det er en lavthængende frugt at plukke. Det er et åbent spørgsmål, hvorfor vi fortsat skal vente på disse initiativer, fastslår DN. Også Natur og Landbrugskommissionen anbefaler en permanent beskyttelse af den såkaldte § 3 natur.
Opprioritér indsatserne
Overordnet foreslår foreningen:
1) Vedtag klare, målbare mål for den biologiske mangfoldighed i Danmark, som afspejler de 20 Aichi-biodiversitetsmål
2) Opprioriter udarbejdelsen af den nationale strategi og handlingsplan for biologisk mangfoldighed
3) Øremærk flere penge og virkemidler til målrettet bevaring og forbedring af den biologiske mangfoldighed
4) Afsæt flere ressourcer til naturovervågning og rødliste-arbejdet, så Danmark får en baseline at måle udviklingen ud fra
Miljøministeriet afleverer i slutningen af marts den 5. landerapport til biodiversitetskonventionens sekretariat (FN). Rapporten er et nøglebidrag til den internationale midtvejs-evaluering af, hvordan det går med at udmønte de 20 Aichi-biodiversitetsmål, som blev vedtaget ved COP 10 i 2010.