Regeringens forslag til en vækstplan for landbruget indebærer, at 25.000 ha randzoner nu kan opdyrkes, og dermed undermineres den eneste konkrete indsats, der faktisk har fået lov at virke på det dyrkede areal. Det fortæller, hvor svag den danske miljøindsats reelt er, siger DN, der bebuder en EU-klage …
Af DN
Reaktionen kommer fordi, regeringen nu fremlægger forslag om, at halvdelen af randzonerne kan fjernes, og dermed ikke bare fjernes beskyttelsen af vandmiljøet, men det vil også medføre større forbrug af sprøjtegifte og øget kvælstofudledning til vandmiljøet:
– Det er en falliterklæring for dansk miljøpolitik, at man nu skipper det, regeringen selv har kaldt “det bedste og mest omkostningseffektive virkemiddel til at begrænse kvælstof, fosfor og sprøjtegifte i at i at ende i vores vandmiljø.” Og randzonerne er er det eneste konkrete miljøtiltag, Folketinget har vedtaget, der faktisk gør en forskel på en række områder både i og uden for det dyrkede land. Nu forsvinder halvdelen af dem så også. Det er en fuldbyrdet skandale, at Danmark ikke er i stand til at beskytte sit miljø og sin natur, siger Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident i DN.
Foreningen mener, at man med ophævelsen af randzonerne ikke blot kolliderer med forpligtelsen i EU´s vandrammedirektiv om at fjerne 19.000 tons kvælstof fra vandmiljøet, men også Pesticiddirektivet, hvor randzonerne er en del af målopfyldelsen.
– Randzonerne er et virkemiddel, der kan flere ting. Dæmme op for kvælstof og fosfor fra markerne, mens de også fungerer som bufferzoner mod sprøjtegiftene fra det konventionelt dyrkede areal til vandmiljøet. Og ad åre kunne randzonerne tillige blive god natur og være med til at skabe den sammenhæng, naturen i den grad mangler. Et sådan kinderæg finder du ikke i andre miljøpolitiske virkemidler.
Foreningen vil nu presse på for at der kommer en lang række andre tiltag, der skal sikre, at Danmark lever op til sine forpligtelser på natur- og miljøområdet.
– Ikke nok med at vi stadig mangler erstatningen for de mere end 150.000 ha brakjord, der blev pløjet op i 2008, som der blev lovet fuld kompensation for. Med Grøn Vækst blev der garanteret 75.000 ha ny natur. Dem mangler vi også stadig. De 50.000 ha randzoner var et mindre, men effektivt greb, der så nu er halveret. Det eneste, der står tilbage er, at naturen et på et hidtil uset lavpunkt, og at de danske natur og miljøindsatser er helt utilstrækkelige, siger DN.
Foreningen forbereder en klage til EU om Danmarks manglende implementering af et direktiv om bæredygtig anvendelse af pesticider, og her kommer også randzonernes rolle til at indgå. Miljøministeriet har nemlig indberettet til EU, at netop randzonerne er en del af Danmarks miljøindsats.







