Naturstyrelsen har netop fået svar på undersøgte DNA-spor fra fem døde husdyr i Midt- Vestjylland. Svarene viser, at både ulv og hund har været på spil …
Af Naturstyrelsen
Indsamlede DNA-spor fra to døde kalve, to døde får og ét lam, som blev fundet i perioden 29. juni til 12. august, har den sidste måneds tid været til nærmere undersøgelse på DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet.
Nu viser resultaterne, at en kalv, der blev fundet død ved byen Hemmet i nærheden af Skjern i Vestjylland, blev dræbt af en ulv. Ligeledes viste DNA-analyser, at to får, som blev fundet døde i Skærbæk syd for Esbjerg ved Vadehavet 12. august, var blevet angrebet af en ulv.
Det vides endnu ikke, om der er tale om den samme ulv, eller om ulven er en af de tre han-ulve, der blev fundet DNA-spor fra i Midtjylland i februar og marts måned i år. Dog viser analyserne, at det er han-ulve, der har været på rov.
– Det er endnu for tidligt at sige noget om, om der er tale om to nye ulve, eller om det er en af de tre han-ulve, som vi med sikkerhed ved opholdt sig i Midtjylland i foråret og forsommeren. Det er slet ikke usandsynligt, at det er de samme ulve, for ulve kan uden problemer tilbagelægge hundredvis af kilometer om dagen, så en ulv kan hurtigt komme fra Midtjylland til Vadehavet, hvor der er fundet to ulvedræbte får, siger biolog Hans Erik Svart fra Naturstyrelsen.
Der var ingen ulve-DNA-spor at finde i spyt indsamlet fra en kalv og et lam, der blev fundet døde i henholdsvis Gludsted og Hodde i Midt- og Vestjylland i juni måned. Derimod kunne DCE med sikkerhed afgøre, at en hund havde været på spil de to steder.
Kompensation for tab af dyr
Husdyrejere, der mister husdyr på grund af ulv, kan blive kompenseret for deres tab, idet miljøminister Ida Auken vedtog en midlertidig kompensationsordning i begyndelsen af juni måned i år. Ordningen gælder indtil en ny forvaltningsplan for ulv er udarbejdet. Det arbejde er netop nu i gang i en arbejdsgruppe under Vildtforvaltningsrådet, som skal komme med et udkast til en forvaltningsplan i december måned. Det er specialtrænede vildtkonsulenter fra Naturstyrelsen, der i første omgang afgør, om der kan udbetales kompensation. Hvis der er tvivl om, om skader på husdyr kan være forårsaget af andre dyr end ulv, så bliver der indsamlet DNA-spor i form af eksempelvis spyt omkring bidmærker på de døde dyr.
Sikring af husdyr
Der er en række sikkerhedsforanstaltninger, man kan lave for at sikre sine husdyr mod angreb fra ulv. Rådene stammer fra lande som Sverige, Norge, Tyskland og Polen, hvor ulven har levet siden 1990’erne.
– I udlandet har de gode erfaringer med at lave ulvesikre hegn. Man monterer en ekstra strømførende tråd i hegnet cirka 10-20 centimeter over græsset. Ulve vil pudsigt nok hellere kravle under en hegnstråd end hoppe over, så en ekstra tråd tæt ved jorden, kan stoppe ulven. Det er også en god idé med en strømførende tråd i 50-60 centimeters højde, så er man godt dækket ind, siger skovfoged Steen Fjederholt fra Naturstyrelsen i Midtjylland, der er en af styrelsens ulvespecialister.
Hvis man er særligt plaget af ulve, kan det være nødvendigt at grave trådhegn ned i jorden langs hegnet, så ulven ikke kan grave sig under hegnet. Tyske undersøgelser af trafikdræbte ulves maveindhold viser dog, at ulve kun yderst sjældent spiser får, lam og kalve, når der er rigelig føde i form af råvildt, kronvildt, harer, kaniner og andre småpattedyr i området.






