Lille kinesisk elefantbestand har mega synderegister
Elefanter i Kina
Af Henning Kørvel
Siden 1976 er elefantbestanden i Kina fordoblet og tæller nu cirka 300 individer, men på trods af sin lidenhed anretter elefanterne omfattende skader på landbrugsafgrøder i den tætbefolkede provins. I årene fra 2011-2020 har landmænd fået 17,4 millioner USD i erstatning, og i tilgift hertil har elefanter dræbt 35 mennesker og kvæstet 25 andre. Problemerne søges afværget med vildtkameraer, der via mobiltelefon varsler landmændene, når elefanter er på vej, men en bedre løsning er det at indrette et reservat til elefanter i regionen, der også huser indokinesisk tiger, hedder det.
Fra 146 i 1976 er bestanden af asiatiske elefanter (Elephas m. maximus) i Xishuangbanna i Yunnan-provinsen på 152.000kvadratkilometer i det sydvestlige Kina ifølge Nature Briefing vokset til over 300 i 2023, men trods den ringe størrelse, anretter de enorme skader på landbrugsafgrøder. Desuden bliver mennesker dræbt og kvæstet af elefanterne.
Elefanterne veksler begge veje ind over grænserne til Myanmar og Laos, og i Xishuangbanna – der endvidere støder op til Vietnam og Tibet og rummer en af de største skove i Asien på 19.223 kvadratkilometer, som også er habitat for indokinesisk tiger – har de fra 2011-2020 anrettet skader på landbrugsafgrøder for 127 millioner yuan (17,4 millioner USD).
”Der er mange konflikter imellem mennesker og elefanter i dette område, erkender Li Zhang, der er professor ved Beijing Normal University, ”hvilket skyldes, at Xishuangbanna er tæt befolket”
Zhang og hans team har ”nærlæst” konflikten imellem mennesker og elefanter i det nævnte område, hvor antallet af elefanter er fordoblet siden 1976, men den naturlige bevoksning i disse områder er regnskov, mens de tilstødende arealer domineres af te- og gummiplantager.
”Elefanter foretrækker åbne arealer, hvor landmændene dyrker ris, majs og tropiske frugter. Som følge heraf menes 70% af elefanterne at leve her, hvilket ofte skaber problemer for landmændene”.
”De fleste skader forvoldt af elefanter sker på afgrøder, men andre gange er skaderne mere alvorlige, fordi mennesker er involveret. I årene imellem 2011 og 2020 dræbte elefanter således 35 mennesker, og sårede 25 andre personer”, siger Li Zhang.
Læs også:
Genåbning af jagt i Kina lader stadig vente på sig
Løsningen af problemet kan være afværgeforanstaltninger, og en forbedring af muligheden for at få kompensation, hvor landmænd betales for at genoprette deres jord til skov kan være en af dem. Men dette får imidlertid ikke problemet til at forsvinde.
En anden mulighed er at forbedre varslingssystemet. Provinsen har i øjeblikket cirka 600 infrarød-udløste kameraer, der kan advare lokalbefolkningen via mobiltelefon om, at elefanter er på vej.
”Lokale landmænd kan således få en kode, der sætter dem i stand til at være opmærksomme på, at elefanter er i nærheden af deres arealer”, siger Li Zhang.
”Men den mest holdbare løsning på den lange bane vil bestå i, at der skabes flere levesteder for elefanterne, herunder en ny asiatisk elefantnationalpark i Xishuangbanna. Andre lande, der ligeledes er vært for asiatiske elefanter, bør overveje en lignende løsning”.