Mod forventning har EU-kommissionen sat spørgsmålstegn ved den del af stormfaldsordningen der vedrører tilskud til pesticidfri anlæg og skånsom jordbearbejdning. Naturstyrelsen er i dialog med Kommissionen om sagen …
Af Naturstyrelsen
Tilskuddene skal sikre mere robust skov, hvor der plantes flere forskellige træsorter, som er bedre rustet til nye storme. Ansøgningsprocessen for tilskud efter stormfaldsordningen skulle efter planen starte den 1. oktober.
Men nu har EU-kommissionen sat spørgsmålstegn ved en del af ordningen med begrundelse om, at der er tale om ulovlig statsstøtte.
Det er tilskuddet til pesticidfri anlæg og skånsom jordbearbejdning, der er blevet sat spørgsmålstegn ved af Kommissionen.
Ansøgningsproces forsinkes
Naturstyrelsen har tidligere udsendt vejledning til stormfaldsordningen med et forbehold for EU’s godkendelse. Det forbehold er desværre nu mod forventning blevet aktuelt.
Som konsekvens af Kommissionens udmelding har Naturstyrelsen bedt om en drøftelse af sagen i Kommissionen snarest muligt.
Udmeldingen vil forsinke ansøgningsprocessen.
Naturstyrelsen vil drøfte sagen med repræsentanter fra skovbrugserhvervet snarest.