Finland har ændret politik i spørgsmål om ulve og gør sig klar til at sende ulve til Sverige
Af Redaktionen
Ulvene i Sverige og Norge udgør en ret isoleret bestand, der ikke i tilstrækkelig grad får tilført nyt blod fra andre ulvestammer.
Det har i flere år fået forskere til at advare mod risiko for indavl og svækkede individer og bestande.
Når den svensk, norske bestand ikke møder ulve fra Finland, bunder det i, at Finland ikke tillader ulve i de renområder, der grænser op til Sverige.
Dette synspunkt er nu under optøning.
Det oplyser Jaktjournale.se, der skriver, at det nye finske synspunkt bunder i et samarbejde, der er indledt mellem Sverige, Norge og Finland for at styrke genetikken i den skandinaviske ulvepopulation.
Med den nye aftale bliver det lettere for ulvene at vandre fra Finland og ind i Sverige, hvilket på sigt vil betyde, at genstammen styrkes.
LÆS også: FINLAND: TOLV JÆGERE DØMT FOR ULVEJAGT
Men ikke kun på dette områder, er Finland blevet mere åben overfor nabolandene i spørgsmålet om forvaltning af ulve.
De finske myndigheder er nu også klar til at flytte bedøvede ulve fra Finland til Sverige.
Dette anses af svensk rovdyrforsker for væsentlig, da man dermed mindsker risikoen for, at de ulve, der vandrer ind i landet, er smittet med rabies.
Ulve, der kommer fra Finland, kan være ulve, der stammer fra Rusland, der kategoriseres som rabiesland.
I de hidtil anvendte DNA-analyser, har de svensk-norske og finske metoder adskilt sig fra hinanden. Derfor har det ikke været muligt at se, om en indvandret ulv stammer fra Finland eller Rusland.
Men det kan man nu og med den nu ensartede DNA-analyse kan man med sikkerhed se om en ulv er født i Finland eller Rusland.
Dermed er man i stand til at flytte ulve fra Finland uden risiko for at bære rabies med som blind passager.
Hvorvidt Sverige vælger at indføre nye ulve fra Finland, er endnu usikkert.
Det vil ifølge Jaktjournalen afhænge af om de nye, naturlige korridorer kommer til at fungere efter hensigten og i tilstrækkelig grad vil være i stand til at styrke genetikken i den svenske og norske ulvebestand.
LÆS OGSÅ: INDSMUGLING AF ULVE OG OMFATTENDE AVL MED ULVEHYBRIDER AFSLØRET I FINLAND