Fra modtagelse af skind og horn til aflevering af færdig montering. Følg med når Carsten Skakkebæk fra First Class Trophy fortæller om de mange processer, der knytter sig til professionelt konservatorarbejde
Af Netnatur
Ikke mange brancher er mere håndværksbaserede end konservatorbranchen. Alt fra skinning af det nedlagte vildt til saltning og fremsendelse af skind og horn til konservatoren er afhængig af personer, der kan deres håndværk.
Men også den efterfølgende proces fra modtagelse af de rå trofæer til udvikling af en vellignende monitorering til væggen eller trofæstuen, afhænger af personer med håndværksmæssige færdigheder.
Det er man meget opmærksom på i det danskejede konservatorfirma First Class Trophy, der gennem tiden har optimeret de mange processer og derigennem skabt Europas største firma for konservering af nedlagt vildt …
Hos First Class Trophy har man valgt at flytte den løntunge del af monterings-processen til Ungarn. Her har man etableret sig med stort værksted, der sikrer, at man har styr på alle processerne. Alt er samlet under ét tag.
– I vores branche er der ikke plads til svage led i kæden. Alle er vi afhængige af hinanden, hvis vi skal være i stand til at overdrage en montering til næste led i processen. Er skindene f.eks. ikke behandlet korrekt, kan det blive vanskeligt for konservatorerne, at nå frem til akkurat det udtryk, som kunden efterspørger.
Det forklarer Carsten Skakkebæk, der i video nederst i denne opdatering tager seerne gennem alle processerne fra a til z: Fra modtagelse af skind til aflevering af det færdigmonterede trofæ til kunden.
Sidste nævnte foregår via selskabets egen bil, der transporterer trofæerne til f.eks. danske jægere, der hører til de mest rejseglade af Europas knap 7 millioner registrerede jægere.

I video herunder gennemgår Carsten Skakkebæk de mange processer, der er forbundet med montering af et jagttrofæ.