Den stående hunds søg skal være så velskolet, at den ikke efterlader vildt bag sig, men selv da sker det, at der letter vildt på det terræn, som hunden allerede har afsøgt
AF Michael Sand
Artiklen er en del af serien JAGTHUNDENS TRÆNING.
De allerede publicerede artikler kan ses ved at klikke HER
Hundens søg skal være så velskolet, at den ikke efterlader vildt bag sig. Navnlig hundetrænere med kontinentale hunde ser med stor ærgrelse på den fugl, som trædes op bag hunden. Altså i det område, som hunden allerede har afsøgt.
Ejere af de mere stortgående engelske hunde anser ligeledes forbigåelse af vildt som en stor synd. Dog ikke altid med knap så stor alvor som ejere af ruhår, korthår og weimaranere etc.
Denne toleranceforskel skyldes, at de engelske racer er skabt til jagt i store, nærmest grænseløse områder, hvor der var langt til skel og nabo. At hunden gik lidt for stort og åbent betød ikke så meget. Den vandt det mistede ind, da den kom over et større område. Set over dagen som helhed tabte den lidt på gyngerne. Til gengæld vandt den på karrusellerne. Derfor havde det oprindelig kun mindre betydning, at hunden sløsede lidt med afsøgningen et sted eller tre.
Den kontinentale hund er fremavlet under helt andre vilkår. De fleste racer så dagens lys hos jægere, som ikke havde grænseløse terræner til rådighed. Grundighed i søget var derfor afgørende. Ikke mindst da det nedlagte vildt spillede en rolle i husholdningen. Når man var på jagt, var det afgørende at få alle chancer med, og det var grundighed frem for sporten, der oprindelig prægede avlen og dressuren af de kontinentale hunde. Selv om tiderne har skiftet adskillige gange, siden de fleste engelske og kontinentale racer så dagens lys, hænger den gamle opfattelser stadig ved i flere kredse.
I princippet er der dog ikke forskel i vurderingen af de to jagthundetypers søgsoplæg. I dag må også ejere af engelske stående hunde affinde sig med, at terrænet ikke er grænseløst.
De stående engelske hunde er for længst blevet folkekære og folkeeje. De er ikke længere forbeholdt velhavere og andre med adgang til vidtstrakte terræner. Både skolelæreren og håndværkeren vil have sit mere beskedne jagtterræn grundig afsøgt, når han eller hun er på jagt med sin setter eller pointer. Men selv om hunden nærmest pakker marken ind i tætte veldækkende slag, kan det ske, at den går forbi vildt, som den ikke bemærker.
Vinden arter sig ikke altid, som det umiddelbart ser ud til. Således er det ikke ualmindeligt, at vinden kan løbe i forskellige retninger på samme mark. Navnlig når fuglene raster og ikke søger føde, er der en tendens til, at de finder et sted med læ. Og et sted med læ er også et sted med dårlige færtforhold.
Derfor er det også bedst at jage hønsefuglene på det tidspunkt af dagen, hvor de søger føde. En flok agerhøns, der har klumpet sig sammen under siestaen, fylder ikke meget. Ligger de uheldigt på marken, kan de snildt putte sig mellem slagene, uden at hunden bemærker dem.
Fugle, der opholder sig ved skel, diger og læbælter, kan ligeledes ligge i en lomme, hvor færten bæres op i vinden og bort fra markens overflade. Heller ikke her efterlades den stående hund mange chancer.
Slået på fugl
Når hunden gang på gang bliver slået på fugl, som man siger, når makkerhunden finder fugl i samme terræn, er der grund til at være på vagt. Sandsynligvis er det ikke næsen, der er problemer med. Mere sandsynligt er det, at hunden ikke er så koncentreret, som man kunne ønske. Englænderne kalder ofte den type hund for en joyrunner, altså en hund, som elsker at løbe uden egentlig at have et formål med det. Som tidligere nævnt vil kun den hund, som er 100% fokuseret på at finde vildt, også finde det. Måske kan fældning af vildt få lidt alvor ind i søget.
En spinkel hanhund, som jeg engang trænede, var en vaskeægte vildtfinder, som jeg havde store forventninger til. Hunden var meget blød af sind og krævede næsten ingen dressur. Alle antenner var slået ud for at behage mig, og i en meget tidlig alder var markarbejdet stort set færdigt.
Desværre blev den under en af dens første jagter overfaldet af ikke blot en, men to hunde. Første gang det skete var i ren og skær aggression, da den kom for tæt på makkerhunden. Denne oplevelse rystede den af sig.
Senere, under samme jagt, blev den igen genstand for overgreb. Denne gang fordi en ny makkerhund sandsynligvis tog den for et stykke vildt, da den i fuld firspring drønede forbi i den meterhøje sivskov.
Overfaldet var brutalt og værst af alt; det kom som et lyn fra en klar himmel. Resten af dagen hang hunden ved mine støvler. Jeg undlod at deltage på jagt med hunden i en periode og gav den under træningen i marken lidt længere snor, end den ellers havde fået. Snart var alt ved det gamle, og jeg følte, at tiden var moden til en lille fasanjagt med en anden hund.
I begyndelsen hvilede det ene øje konstant på makkerhunden, mens den holdt sig på behørig afstand. Da de første fasaner lettede, smed den dog lidt af sin ængstelse. Men desværre blev den kort tid efter atter bekræftet i sin mistro.
I skoven var der nemlig – uvist af hvilken grund – trukket en strømførende tråd, og naturligvis ville skæbnen, at hunden løb på tråden, netop som den passerede makkerhunden. Tilliden var definitivt brudt, og selv om hunden ad åre lærte at søge med andre hunde, blev den aldrig helt tryg ved situationen. Og dens manglende tillid kostede koncentration, og under jagt, hvor der deltog andre ukendte hunde, var dens evne til at finde vildt kun en skygge af sig selv.
