Det havde været koldt en periode i oktober og forventningerne, til en tidlig ankomst af blankfisk i fjorden, var begyndt at påvirke fiskeiveren.
Af en taknemmelig lystfisker D. 22. november 2010
Sommerens fisketure havde slået fejl på det fangstmæssige, og selv om mange andre behov og oplevelser bliver tilgodeset på disse ture, manglede fiskene altså i den grad. Hver flue i æsken havde efterhånden været i berøring med det brakke vand, uden det havde været nævneværdigt udslagsgivende. Troen på fiskeheld og evnerne til at fange og lande en respektabel havørred var efterhånden nedtonet til en “heldig sidegevinst” på de ellers så hyggelige ture til fjorden.
Tankerne og tvivlen var begyndt at melde sig: “ Havde den lange hårde vinter haft betydning for fiskene og dermed fiskeriet?” “ Var fluerne blevet for store og farverige?” “ For varm en sommer?” Den begyndende nattefrost havde dog bragt det gryende håb med sig, at blankfiskenes ankomst atter ville bringe fiskeriet i overensstemmelse med tidligere tiders erfaringer og nulstille den lidet givende fangstperiode. Nu skulle det vise sig, om forventningerne kunne indfries. Den lokale by-vejrmelding blev grundigt tjekket på DMI. Perfekt! Den meldte 11 sekundmeter fra sydvest! Måske en anelse rigelig vind men absolut relevant i denne sammenhæng.
Tilbage var kun, at aftale turen med ligesindede passionerede fiskekammerater, hvilket var en smal sag efter en opsummering af de gunstige fiskeforhold, der nu var på tale. Tidspunkt og dato blev fastslået, så sjælen kunne få ro. Turen til fjorden blev, som forventet, en ivrig udveksling af erfaringer omkring fangst af havørred og ikke mindst de blanke af slagsen.
En samtale udenforstående givetvis ville have rystet opgivende på hovedet over. Men urinstinkterne havde et godt tag i vores fortabte sjæle, og vi kunne blot konstatere en stigende puls og en begyndende hjertebanken, jo nærmere vi kom fjorden. Ankomsten til vores bestemmelsessted blev opfulgt af en hurtig undersøgelse af forholdene! Vandstand, vind og lys syntes perfekte, og et anerkendende nik tilbage til makkeren fik ivrige hænder i gang med at rigge grejet til, inklusive skribentens. Der var dog et stykke vej, at skulle tilbagelægge, fra bilen, inden vi skulle fiske, men det betød intet nu, hvor fiskeiveren havde bidt sig fast. På vej ned af en skråning fangede mine øjne noget mørkt under en tot græs.
Det skulle selvfølgelig lige undersøges! Et dyr, på størrelse med en ilder, lå forpjusket rullet sammen i en forhutlet tilstand. Jeg var næsten sikker, i bestemmelsen af den, men fik det senere bekræftet af ven. En odderunge og desværre død! Kun 2 gange tidligere havde jeg stiftet bekendtskab med dette flotte dyr og den ene gang desværre også et dødt eksemplar, druknet i en ruse! Den anden gang som nysgerrig tilskuer til mit vadefiskeri mens den fangede en krabbe og spiste den på sin vanlige rygsvømmende facon. Meget lig os på sofaen, med en skål chips på maven, når vi ser en god film. På det sidste stykke vej diskuterede vi årsagen til odderungens død og kom med nogle bud, men den egentlige årsag står stadig hen i det uvisse.
Vi satte fiskeriet i gang og aftalte placering, så vi kunne fiske stykket af mest hensigtsmæssigt. Klart vand med småtoppede bølger rullede ind over muslingerevene. Nej! Hvor så det godt ud! Havørrederne kunne jage helt inde under land men også på de yderste rev, så vi skulle dække 160 grader med vores kast. Efter 20 minutters fiskeri måtte vi dog, lidt skuffende, konstatere ingen kontakt, da jeg pludselig så en fisk på den gode side af halvmeteren springe, helt fri af vandet, 50m forude. En tredje fiskekammerat, som var lidt forsinket, havde efterhånden fisket sig frem til os, så vi nu stod 3 på række og kastede ind over det sted, hvor jeg så fisken springe.
En nybunden flue blev sat for enden af mit forfang. Nu skulle den prøves! Jeg lagde fluen ind på ca. en halv meter vand med en kraftig opstramning til følge. Et prompte tilslag fik fisken til at tage line ud, men jeg holdt den hårdt, hvilket resulterede i et meterhøjt spring. Yes! Den var blank og endda af en anseelig størelse. Oplevelsen førte mine tanker hen på laksefiskeri, i en Islandsk elv, med klart vand og stenet bund. Men nu stod jeg her i Mariager fjord under lignende forhold med fast fisk, og dét var virkelighed. Udløbene og springene fortsatte til glæde for min indestængte fangerglæde. Jeg nød hvert et øjeblik fuldt ud. Stille bakkede jeg ind mod land med bøjet stang.
Der var meget modstand endnu! Jeg kunne se mit bytte på det lave vand i hidsige afstikkere langs den stenede strand. Jeg tog chancen, valgte en bølge og lagde ekstra pres på linen, og den blanke fisk blev båret op på de grove sten. Her lå den gispende og måtte se sig besejret. Det var fiskelykke! En berusende følelse bredte sig ud i kroppen over fighten, mens jeg stille så på den smukke fisk. En blank overspringer på 59cm, er ikke en sjælden fangst, men dog en man kan være stolt af!
De øvrige deltagere fik også fisk på pynten, men valgte at smide de rognfede hunfisk ud igen. Ved den næste pynt holdt vi pause med kaffe og grove rugbrødsklemmer, som er et must for at mætte den uendelige sult, der altid synes at opstå ved fjorden. Imens maden hurtigt forsvandt, blev der atter snakket fisk, grej og fluer..
Det lille kompakte kamera blev fundet frem og et par forevigende billeder af fisken og en lykkelig begivenhed, blev eksponeret. Da vi brød op, blev vi konfronteret med den evige tvivl: Skulle vi blive her, hvor fiskene havde været, i håb om, at de kom tilbage? eller skulle vi videre til et af de andre “sikre” steder? Vi valgte det sidste og begav os et par hundrede meter længere ned af kysten. Her startede vi fiskeriet i en bugt, hvis omgivelser fremstod uendelige smukke. Bøgetræer med grene hængende ud over vandet i alle efterårets farver – ren malerisk sceneri og ikke mindst balsam for sjælen! Vi placerede en fluefisker inderst og yderst og blinkfiskeren i midten.
Der var hurtig kontakt til os alle. En stime blankfisk lige under målet berigede os med nogle sjove oplevelser i form af hug, der krævede både spinnestop og hurtig indtagning for fast fisk! Vi fiskede yderligere et par kastelængder frem og mødte igen en stime blankfisk af samme størrelse. Herligt, når der sker noget! Resten af eftermiddagen bød på en blandet fangst af blanke undermålere og farvede hunfisk, som alle blev genudsat.
Hen under aften tog begivenhederne dog fart igen! Vi fiskede i række med en afstand på ca. 100meter, fra den bagerste fisker til den forreste, da stilheden pludselig blev brudt af et kæmpe plask og et råb fra den midterste fisker: “Heinz, kan jeg ikke låne dit net!” Da jeg vendte mig om, så jeg en silhuet af en grov havørred, hængende i luften, op mod den flotte solnedgang. Det gav et vældigt plask, da den store havørred ramte vandet igen! Straks var makkerens line truende stram fra den meget bøjede “Gary Loomis” stang, til den store str. 2 flue, som heldigvis viste sig at være solidt forankret i fisken. Nu begyndte et større tovtrækkeri med udløb i alle retninger. Ingen tvivl om fiskens styrke.
Jeg rullede min egen line ind og vadede hastigt op mod makkeren, der med en koncentreret mine udbrød: Hold kæft, den er stærk! Herefter stod vi en tid sammen og nød fighten, mens vi udvekslede nogle ord om, hvordan vi dog skulle have den store fisk i nettet. Og netop den del af oplevelsen skulle da også vise sig ikke at være helt let, for efter at have været oppe på netrammen 2 gange, kunne jeg også have min tvivl, om den egentlig på sikker vis kunne landes på denne måde. Men fiskeguderne tilsmilede os, for 3. gang lykkedes det! En stor vægtig han med en grov udviklet kæbe, lå nu i bunden af nettet og blev kigget på af beundrende øjne. Med sine 78cm og kraftige bygning måtte den have vejet på den gode side af 5kg og sandsynligvis endnu mere tidligere på året.
Dagen var omme og lykken gjort! Mætte af oplevelser traskede vi stille hjem, i skumringen langs fjorden, med nye oplevelser, som igen kunne fortælles på de kommende fisketure. Jo! Det gode fiskeri var tilbage igen!
