Termostaten i Nordgrønland er gået i udu. Det bliver varmere og varmere om sommeren og koldere og koldere om vinteren. Og det giver problemer for Grønlands moskusokser, der ikke er designet til et liv i regn …
Af Redaktionen
En gruppe forskere fra København Zoo og Aarhus Universitet har været på to ekspeditioner til Nordgrønland i hhv. 2013 og 2015. Formålet har været at undersøge samspillet i den arktiske natur.
Og forskerne er bekymret over den tendens, som de har observeret hos den nordgrønlandske bestand af moskusokser.
»I 2015 så vi ikke en tiendedel af de dyr, vi så i 2013. Det er tankevækkende, at det var så anderledes efter bare to år,« fortæller dyrlæge på ekspeditionen Carsten Grøndahl til Videnskab.dk
Baggrunden for faldet menes at være den ekstreme udvikling i vejret. Det blive koldere om vinteren og især varmere om sommeren.
De sidste 20 år er temperaturen om sommeren steget fra 3 til 6 grader i området omkring Zackenberg, som er udgangspunktet for de tre danske forskere Niels Martin Schmidt, Mikkel Stelvigs og Carsten Grøndahl.
Regn i arktis
Udviklingen i klimaet har betydet, at nedbør i Arktis falder som regn i stedet for som sne og det kan give problemer. Ikke mindst for de uldede kalve, der mangler de lange dækhår, som kendetegner ældre dyr.
Men også de voksne dyr lider under de voldsomme temperaturforandringer.
Hvor løssne nemt lader sig skubbe væk ved mule og forben, kan det være en helt anden udfordring, når regnen fryser til og dyrenes madkasse smækkes i med et lag af is.
Læs mere: