Hofteledsdysplasi (HD) er en lidelse, hvor hunden har dårlig pasform mellem ben og hofte. Lårbenshovedet passer således ikke optimalt ind i hofteledsskålen, hvilket medfører slaphed i leddet
Hofteledsdysplasi hos hunde
Af Redaktionen
En hund med hofteledsdysplasi (HD) kan rammes af slidgigt i leddet. Slidgigt er årsag til mange af de symptomer, som forekommer hos hunde med HD.
HD og den efterfølgende slidgigt er en kompliceret sygdom, hvor mange faktorer spiller ind. Dette gælder både det arvelige men i høj grad også hundens miljømæssige påvirkning.
HD, avl og miljø
Avlen har en stor betydning for udviklingen af HD, men er dog ikke den eneste årsag til, at sygdommen opstår. Hundens opvækst, motionsniveau og foder er således også vigtige faktorer.
HD er en såkaldt ”tærskelsygdom”. Det betyder, at hunden skal overskride en bestemt tærskel, for at den udviser tegn på sygdommen.
En hund som er arveligt disponeret for sygdommen, men som har haft en optimal opvækst, overskrider måske ikke tærsklen og udviser derfor ikke tegn på HD.
“Hvalpe af store racer må ikke vokse for hurtigt, så korrekt foder og fodermængde er en vigtig faktor i forebyggelse”
Derimod kan en hund med super gode gener sagtens skubbes over denne tærskel, hvis opvækstmiljøet har været uhensigtsmæssig.
Så der er rigtig god grund til at passe særligt godt på sin hund i opvækstperioden.
Man kan således ikke avle sygdommen væk alene gennem HD-frie forældredyr. Selv hvis en hund ikke har symptomer, kan den være bærer af dårlige anlæg – og det er desværre ikke muligt at genteste for arveligheden.
Læs mere på netnatur.dk/HUND
Røntgen til diagnostisering
For at øge sandsynligheden for at vælge den rette hund til avl, har man i mange år anvendt røntgen-fotografering til bedømmelse af hofterne. Jo ældre hunden er, jo større er sandsynligheden for, at den udviser tegn på sygdommen. Man kan ikke konstatere HD ved en hund under 12 måneder, så man undersøger derfor kun hunde, som er over ét år gamle. Ved hofteledsrøntgen kigger man efter tegn på slaphed i leddet og tegn på begyndende slidgigt.
Der forskes desuden i muligheden for at anvende ultralyd eller computertomografi (CT) til screeningen med henblik på at udvikle mere nøjagtige metoder.
Røntgenbilleder anvendes også til at undersøge hofterne hos ældre hunde. Mange hunde rammes af slidgigt (artrose) i forskellige led i kroppen, når de bliver ældre, og mange ældre hunde får symptomer i hofteleddene.
Symptomer på HD
En ung hund kan have HD uden at udvise symptomer. Hvis den er opvokset på optimal vis, kan den leve i mange år med dårlige hofter uden problemer.
“Det er vigtigt, at man altid skåner sin hvalp til den er mindst 1,5 år gammel”
Når hunden derimod udviser tegn på HD, kan symptomerne, som beskrevet i listen her under, være uspecifikke. Hvis man lægger mærke til flere af disse tegn på hunden, bør man få hunden undersøgt hos sin dyrlæge.
Symptomer på HD kan være:
- Går langsommere på gåturen eller vil hurtigt hjem igen
- Bliver hurtigt træt eller ukoncentreret ved leg/træning
- Har besvær med at rejse sig
- Har sværere ved at springe op
- Har stive bevægelser efter hvile
- Går langsommere på trapper
- Slikker eller bidder sig selv på bestemte områder på kroppen
- Har nedsat legelyst og dårligt humør
- Har en kort lunte, trækker sig væk eller udviser aggressiv adfærd
- Nedsat eller varierende appetit
Træning eller hvile
HD og den smertefulde slidgigt forsvinder ikke blot ved hvile som ved eksempelvis en træningsskade. En hund med HD skal motioneres korrekt. Muskler i lår og ryg skal opbygges og leddene skal bruges, men uden at blive overbelastede med for lange gå- eller løbeture. Mange svømmetræner også med hunden, da det er en meget skånsom motionsform.
“Voldsom leg med større hunde er ikke nogen god idé”
En hund med slidgigt i hoften, som overanstrenges, kan få meget ondt i hofterne og resten af kroppen. I så fald skal den holde sig i ro i nogle dage.
Flere muligheder for behandling af HD
Behandling af hunde med symptomer på hofteledsdysplasi afhænger af fire faktorer:
Vægttab er den mest effektive metode til lindring af symptomerne hos en overvægtig hund. Overvægtige hunde har typisk mere alvorlige symptomer. Desuden behøver normalvægtige hunde mindre medicin, eftersom de vejer mindre og føler mindre smerte.
Kosttilskud. Der findes mange kosttilskud til sundere led på markedet. Fiskeolie med omega-3 er et de tilskud, som der er bedst videnskabelig dokumentation for. Omega-3 kan mindske behovet for medicin, og kan både fås separat som kosttilskud og i specialfoder.
Glukosamin er et andet kosttilskud, som ofte anbefales. Det videnskabelige belæg her er noget mere begrænset, men erfaring har vist, at det har god effekt hos mange hunde.
Motion. Korrekt motion er som nævnt vigtigt både for at holde vægten og opbygge musklerne omkring det ømme led. Motion kan også forbedre mange andre kropsfunktioner og giver generelt set en øget livskvalitet.
Medicin. Hunde med smerte skal have smertelindrende behandling. Det kan være nødvendigt at give smertestillende og antiinflammatorisk medicin i kortere eller længere perioder. Målet er at give så lidt medicin som muligt, men nok til at hunden har det godt.
Kilde: Anicura
Kort om HD
Hvad er hofteledsdysplasi
Hofteledsdysplasi (HD) er en almindelig arvelig lidelse hos hunde, som påvirker hofteleddet. Lidelsen opstår, når hofteleddet ikke udvikler sig korrekt, hvilket kan føre til smerte, halthed og i alvorlige tilfælde slidgigt.
Årsager til hofteledsdysplasi
Hofteledsdysplasi er primært genetisk betinget, hvilket betyder, at det ofte går i arv fra forældre til hvalpe. Ud over den genetiske faktor kan miljømæssige påvirkninger, såsom hurtig vækst, overvægt og overbelastning af leddene i en ung alder, forværre tilstanden. Visse hunderacer er desuden mere tilbøjelige til at udvikle HD, herunder ikke mindst store racer.
Symptomer på HD
Symptomerne på HD kan variere afhængigt af hundens alder og hvor alvorlig tilstanden er. Nogle almindelige tegn inkluderer:
- Halthed eller stivhed, især efter fysisk aktivitet
- Besvær med at rejse sig eller ligge ned
- Modvilje mod at løbe, hoppe eller gå op ad trapper
- Svingende gang eller “kaninhop” under løb
- Mindre muskelmasse i bagbenene
Hos yngre hunde kan symptomerne være mindre synlige, men de kan blive mere udtalte med alderen.
Diagnose af HD
For at diagnosticere HD vil dyrlægen typisk udføre en fysisk undersøgelse og tage røntgenbilleder af hundens hofter. Røntgenbillederne vil vise, om der er unormal udvikling eller slidgigt i hofteleddet.
I nogle tilfælde kan dyrlægen også anbefale yderligere tests som CT-scanninger eller MR-scanninger for at få en mere detaljeret vurdering.
Behandling og håndtering
Behandling af HD afhænger af hvor alvorlig tilstanden er. Der er flere behandlingsmuligheder, som kan hjælpe med at lindre symptomerne og forbedre hundens livskvalitet:
- Medicinsk behandling: Smerte- og betændelsesdæmpende medicin kan hjælpe med at lindre smerter og reducere inflammation.
- Vægttab og motion: At opretholde en sund vægt og regelmæssig, skånsom motion kan mindske belastningen på hofteleddene.
- Fysioterapi: Specifikke øvelser og terapeutiske behandlinger kan styrke musklerne omkring hofteleddene og forbedre bevægelsen.
- Kirurgi: I alvorlige tilfælde kan kirurgiske indgreb som total hofteudskiftning eller andre korrigerende operationer være nødvendige.
Forebyggelse af HD
Selvom genetisk disponering er den primære årsag til HD, kan man tage visse forholdsregler for at reducere risikoen:
- Avl: Avl af hunde med lav risiko for HD ved at vælge avlsdyr, der er blevet testet og fri for HD.
- Kost: At sikre en korrekt og balanceret kost, som understøtter sund vækst og vægtkontrol.
- Træning: Undgå overanstrengelse af unge hunde, mens deres led stadig udvikler sig.
-
KLIK og gå til det undermagasin, som du ønsker.
Undermagasinerne på netnatur.dk samler og organiserer nyheder og aktuelt indhold