Af Redaktionen
Det er ganske usædvanligt, at en hund kan overleve 24 døgn i skoven, og derfor var gensynsglæden stor, da den tre år gamle gråhund med navnet Puma pludselig var tilbage hos sin ejer Kjell-Ingvar Svenssson.
Hunden forsvandt under træning d. 22. september, da dens ejer slap den i skoven sammen med endnu en hund.
– Puma holder altid god kontakt og derfor bruger jeg ikke pejl på denne, oplyser ejeren til det svenske magasin Jakt Svensson var derfor klar over, at der er noget galt, da hunden ikke kom tilbage, som den plejer.
Svensson fandt ingen potelignende hundespor i skoven, udover friske ulvespor og meldte hunden savnet til politiet. Samtidig efterlyste han hunden på de omkringliggende gårde, men ingen havde set noget til Puma. Dagene gik og Svensson opgav efterhånden håbet om at gense Puma.
– Den er sikkert dræbt af ulv eller påkørt af en ”flugtbilist”, konkluderede han. D. 16. oktober kiggede han dog tilfældigvis ud gennem køkkenvinduet fra sin ejendom og opdagede til sin store overraskelse en usædvanlig mager hund på vejen foran huset. Puma var tilbage …
Hunden var uden sår eller andre fysiske skavanker og Svensson mener derfor, at Puma har opholdt sig i en klippehule eller klippesprække, hvor den har været holdt fanget.
Hunden har haft adgang til vand i hulen, da ingen hund kan overleve så mange døgn uden væske. Men hvordan hunden til sidst fandt vej til friheden, ja det ved kun den tre år gamle Puma.