Hundens brug af instinkter hjælper den gennem livet fra hvalp til voksen. Men ofte skal instinkterne skal aktiveres, hvis man skal nå frem til en velfungerende jagt- og familiehund
Af Michael Sand
DEN TOBENEDE HUND
Mennesket har fire ting, vi kan forholde os til, når vi står overfor en opgave, der skal løses. Hunden har kun to. Her ses nærmere på hundens brug af instinkter.
Læs: Den tobenede hund
Vil man forstå, hvordan hunden begår sig, må man starte ved begyndelsen.
I samme øjeblik en hundehvalp slipper ud af fosterhinden, står den over for sit livs rejse. Den må selv finde vej til de livgivende dievorter. I modsat fald er dens dage talte, da tæven normalt ikke hjælper en svag hvalp til patten.
Alligevel er hvalpen ikke helt på egen hånd. Den fødes med en række instinkter, som er så kraftige, at lugten fra tævens dievorter automatisk hjælper den på rette vej. Disse instinkter kaldes periodiske og afviger dermed fra de permanente.
De periodiske instinkter er hormonalt styret og optræder kun i forbindelse med særlig vigtige faser i hundens liv.
Det er således de periodiske instinkter, som hjælper hvalpen gennem de første uger, ligesom de påvirker hunden i forbindelse med parring, hvalpeopdragelse og sygdom etc.
Uden for disse perioder er de permanente instinkter nærmest at betragte som en slags søkort. Et kort der sikrer, at hvalpen i det store og hele styrer i den rigtige retning.
De permanente instinkter leder således hunden ind på de rette baner og sørger for, at hunden søger erfaringer inden for netop disse rammer. Og de oplevelser, som på en eller anden måde appellerer til instinkterne, efterlader et særlig kraftigt indtryk.
På den måde er instinkternes betydning altså dobbelttydige.
De hjælper hunden ind på den rigtige vej, ligesom de hjælper den til at holde kursen. Men såfremt en hund ikke bringes i situationer, hvor de medfødte instinkter bliver aktiveret, vil den efter meget at dømme ikke savne det liv, som den oprindelig blev født til.
En hund med stor medfødt jagtlyst vil dog næppe drømme om livet som jagthund, hvis ikke dens jagtinstinkter bliver stimuleret, mens den endnu er ung.
Når hunden bliver kønsmoden, bliver der således lagt låg på de fleste instinkters aktivering. Alligevel kan en jagthund, som har levet de første år som klappe- og stuehund ende som en brugbar jagthund, hvis den modtager den rette stimulering hos en jæger eller jagthundedressør.
Det skyldes, at det i praksis næppe kan undgås, at hundens mest dominante instinkter vækkes. Og er et instinkt først antændt, kan det sammenlignes med branden i en reaktor! Det er næsten ikke til at slukke igen. Dog skal udbyttet ved at følge instinkternes kraftige impulser være tilfredsstillende.
I teorien kan man forestille sig, at en hund med et stærkt bytteinstinkt, men et svagt søgeinstinkt, vil miste sin trang til at opsøge vildt, hvis ikke dens arbejde bærer frugt.
Kun hvis hunden ind imellem belønnes med en varm vildtkrop, vil den fortsat være motiveret til at afsøge skov og mark for vildt. Andre instinkter er dog så kraftige, at det er løn nok i sig selv at give efter for dem.
Eksempelvis vil en pointer med god jagtlyst sikkert søge med samme intensitet livet igennem – uanset om der skydes fugl for den eller ej. For den er jagten belønningen i sig selv.
