Husk at indberette vildtudbytte for det forgangne jagtår. Det gælder også, selvom man ikke var på jagt eller ikke nedlagde noget. I modsat fald kan jagttegnet ikke fornyes
Jagttegn: Husk at indberette dit vildtudbytte
Af Redaktionen
Før du kan få dit jagttegn fornyet, skal du indberette vildtudbytte for det foregående jagtår. Hvis du ikke har været på jagt, eller ikke har nedlagt noget, skal du indberette, at du ikke har noget vildtudbytte.
Indberetningerne skal foretages på ”Mit jagttegn”, hvor du løbende kan tilføje nedlagt vildt.
Hvis du ikke har indløst jagttegn
Hvis du ikke har indløst jagttegn, skal du ikke indberette, og du kan uden videre indløse jagttegn for det følgende jagtår.
Kravet om indberetning af vildtudbytte blev indført med en ændring af Lov om jagt og vildtforvaltning fra 1. januar 2015. Målet er at opnå en højere indberetningsprocent for vildtudbytte, blandt andet for at bidrage til et bedre grundlag for fastsættelse af jagttider.
Er du hurtig på tasterne og får indberettet i god tid, så sikrer du dig også, at du modtager dit nye jagttegn i lige så god tid til den kommende sæson.
LÆS mere på netnatur.dk/JAGT
Vildtudbyttestatistik
Hvert år bliver der udarbejdet en statistik over nedlagt vildt i Danmark. De seneste år har det årlige jagtudbytte været på omkring 2,6 millioner stykker vildt.
Rådyr, hare, ræv, fasan, ringdue og gråand er blandt det vildt, jægere hyppigst nedlægger.
Se vildtudbyttestatistikken på Nationalt Center for Miljø og Energis hjemmeside
