Kaliber 16 var engang en meget udbredt kaliber, men er gennem tiden stille og roligt blevet fortrængt af sin storebror kaliber 12
Hvad blev der i grunden af kaliber 16?
Af Peter Thisted
Kaliber 16 har en lang historie. Går man tilbage til sortkrudtets tid, så blev denne kaliber faktisk anvendt til “big game” jagt med en enkeltkugle (à la en Brennecke-kugle).
Til fuglejagt blev den allerede i starten af 1900-tallet i USA benævnt som en “gentleman kaliber”. Og det er der en forklaring på.
En kaliber tæt på perfektion
En 16’er er faktisk en nærmest perfekt kaliber. Boringen er .662 inch, hvilket svarer til to trediedele af 1 inch (1 inch = ca. 25 mm). En kaliber 16 patron havde en blyladning på 1 ounce (28,35 g). Denne kombination gav faktisk et næsten perfekt skudbillede.
Hertil kommer, at geværet vægtmæssigt lå på omkring de 3 kilogram, hvilket gjorde den perfekt til jagt med bl.a. stående hund eller det man i dag kalder “rough shooting”. Man kan bære rundt på den en hel dag, uden at blive træt i armen.
Læs mere på netnatur.dk/HAGLJAGT
Ballistisk set ligger en 16’er midt imellem en kaliber 12 og en 20’er.
I takt med, at kaliber 12 fik en øget popularitet, var salget af ammunition til kaliber 16 tilsvarende i frit fald. Med en faldende efterspørgsel, begyndte udvalget af patroner til 16’eren derfor også at blive mindre, og deraf et yderligere fald i udbuddet.
Den før så populære kaliber befandt sig pludseligt i en ond cirkel, som ikke siden har været til at bryde.
Ringe udbud af patroner
Igennem de sidste mange år har det heller ikke være muligt at købe patroner til sin 16’er på landets flugtskydningsbaner. Dette har helt sikkert også medvirket til den faldende interesse for denne kaliber.
Er man flittig på lerduebanen, så bruger man også rå mængder af patroner – og en kasse 16’er patroner kan altså ikke købes til samme pris som en kasse med kaliber 12.
Specielt i ældre tyske og østrigske kombinationsvåben er haglløbet ofte til en 16’er patron.
I Danmark vil man helt sikkert oftere støde på en jæger med en kaliber 16 under armen, end for eksempel i England, hvor denne kaliber aldrig har fået den helt store udbredelse.
Svagheden ved en 16’er er vel nok hylstrets størrelse, som det kniber med at have en tilstrækkelig stor ladning i, når man taler om stålhagl og f.eks. gåsejagt. Hertil kan der så også være nogle praktiske trykmæssige problemer med geværet, da langt hovedparten af de geværer, der er i omløb, nu er af ældre dato.
Lever stadigvæk
16’eren er dog langt fra uddød endnu. Måske tværimod, da interessen for denne kaliber med jævne mellemrum blusser op igen. Skulle du selv få lyst til at eje én af slagsen, så kan det også nemt lade sig gøre, at finde et kvalitetsvåben på brugtmarkedet – men de er altså ikke altid specielt billige.
Man kan stadigt finde belgisk fremstillede Browning, AYA, Krieghoff, Winchester Model 12, Remington Model 31. Mere sjældent i Europa er nok de amerikansk fremstillede Parker, Ithaca, Fox og L.C. Smith. Men de findes skam, hvis man er indstillet på at lede længe nok.
pt@netnatur.dk