Selv i ydmyg respekt for det store skaberværk, er der alligevel øjeblikke, hvor det var ønskeligt, at kronhjorten havde vinger
Leder af Michael Sand, Netnatur.dk
Dansk jagt som vi kender den, er under pres. Det kan der næppe være flere meninger om.
Organisationer, institutioner og supports på sociale medier argumenterer for, at den danske jagtmodel ikke er god nok. Derfor skal den erstattes af ny.
De danske jægere kan nemlig ikke finde ud af det, hedder det sig i Vildtforvaltningsrådet. Underforstået de kan ikke håndtere frihed under ansvar. Beviset herfor er jagt på kronvildt.
Ifølge Vildtforvaltningsrådet er afskydningen nemlig helt hen i skoven. Dette til trods, at bestanden er vokset eksplosivt. I dag nedlægges et krondyr, hver gang der skydes tre, fire harer.
Fortalerne for en ny jagtmodel peger på, at der i kronvildtområder optræder jægere, der ikke kender til mådehold. Disse betegnes som de brodne kar.
Og de brodne kar vil man til livs. Men hvem vil ikke det? Det ligger næsten i ordet.
Men spørgsmålet er hvordan? Og ikke mindst hvor meget man er villig til at betale for at lukke de sorte huller på landkortet.
Vildtforvaltningsrådet mener det skal løses med arealkrav – evt. med en overbygning, der skal samle jægerne i forvaltningsområder på flere tusinde hektar.
Offeromkostninger
De fleste kender begrebet offeromkostning. Det er det offer, som man er parat til at betaler for at realisere et mål.
Vil den studerende opnå topkarakter, har det en pris. En offeromkostning i forhold til fester og andre sociale tiltag. Er man parat til at yde dette offer for et højt gennemsnit? Og enhver virksomhedsleder ved, at øget fokus på ét område, har det med føre til mindre fokus på et andet.
Men når det gælder indsatsen for at lukke ned for de brodne kar i jægerstanden, mangler vi at se en liste over offeromkostningerne. Der mangler en præcisering af plusser og minusser – fordele og ulemper – ved at skifte det gamle system ud med et nyt.
Derfor kan det virke som om, at Vildtforvaltningsrådet har mest fokus på at vinde krigen. Og ikke så meget på at vinde og sikre freden.
Ja faktisk minder det det fremlagte forslag lidt om en gammel molbohistorie: Den om storken, der til bøndernes store fortvivlelse vadede rundt i markerne og trampede kornet ned.
En bonde blev derfor sendt ud for at jage storken væk, men de gæve molboer kunne ved selvsyn konstatere, at dette var en ret dårlig ide. Manden trampede jo mere korn ned end storken. Altså var offeromkostningen højere end udbyttet ved at løse problemet.
Såfremt historien endte her, var det trods alt kommet molboerne til ære. Men det gør den ikke. Det ender med at de andre bønder bærer manden ud i kornet. Dermed undgik han at trampe afgrøden ned, når han skræmte storken væk.
Længere gik forståelsen for offeromkostningerne på den tids del af Djursland altså ikke.
Rundt om bordet i Vildtforvaltningsrådet sidder der lutter begavede personer. Personer, der alle ved, at der ikke findes en gratis omgang, når det gælder nye tiltag i forvaltningen.
Derfor skylder de alle os, der interesserer os for deres tanker og lovforslag, en oversigt over de offeromkostninger, som de er kommet frem til.
En analyse, der samtidig kan eftersendes som bilag til det forslag om arealkrav, der allerede er fremsendt som lovforslag.
Denne gennemgang er ikke mindst vigtig at have ved hånden, når ministeren skal se på forslaget og vurdere de fremlagte og langt mere abstrakte begrebet, som samforvaltning og adaptiv vildtforvaltning.
Begreber og principper som vil bryde fundamentalt med den danske jagtmodel, hvor jagt og vildt reguleres via lokale og nationale jagttider. Og for kronvildtets vedkomne tillige via antallet af ender på hjortens gevirer.
Kan tælle til 14
Uanset hvor lidt tillid Vildtforvaltningsrådet har til de danske jægere, kan jeg forsikre, at de godt kan tælle til 10, 14 eller mere. Dermed kan man sikre sig, at man nedlægger de ”rigtige ” dyr i forhold til målet med afskydningen.
Et lovforslag af så gennemgribende karakter, som der er lagt op til, fortjener derfor en struktureret og offentlig fremlagt gennemgang af fordele og ulemper ved at skippe det gamle og erstatte det et nyt og uprøvet.
Der er mange spørgsmål, som man i rådet bør forholde sig til og præsentere for omverden. Et af de mere væsentlige er holdningen til de nye tiltag blandt jægerne.
Vil de bakke op om arealkrav og storstilet samforvaltning efter sovjet-kommunistisk tankegang?
Det kan kun tiden vise. Men jeg har min tvivl og er alvorlig bange for at de udtænkte nye begreber ender som en ny molbohistorie. Om et Vildtforvaltningsråd, der var så forhippet på at jage de brodne kar ud af markerne, at de i forsøget gjorde ubodelig skade på et system, der har fungeret i århundrede.
Her på siden har vi brugt meget spalteplads på debatten. Set fra hvor vi står i dag faktiske alt for meget.
Alligevel føler jeg stadig vi mangler en seriøs debat om fremtidens jagt- og vildtforvaltning. Desværre er der nemlig alt for mange, der tror, at de nye tiltag kun handler om kronvildt og dåvildt. Det gør det ikke. Det handler om principper.
Men skal den nuværende og meget afgørende debat om fremtidens jagt løftes op – og fremfor alt ud i alle danske jægerhjem – skal der meget mere til.
En stor hjælp vil det være, hvis kronhjorten havde vinger i lighed med f.eks. fasaner og krikænder. Da blev der næppe gennemført nye principielle tiltag uden massiv debat-deltagelse fra alle danske jægere.
