Af Redaktionen
Historien om den svenske hundefører Mattias Heed, der nytårsaften aflivede en trafikskadet ulv, fortsætter.
En kammerat til den unge hundefører har nemlig startet en indsamling, der skal dække de omkostninger, som hundeføreren har pådraget sig, eftersom hans bil efterfølgende har været udsat for hærværk. Det skriver Svensk Jakt.
Politiet har ikke mulighed for at dække udgifterne, selv om det var politiet der kaldte hundeføreren ud på opgaven.
Indsamlingen er iværksat af en kammerat til Mattias Heed. Kammeraten finder det urimeligt, at hundeføreren skal stå tilbage med en økonomisk øretøve udover de verbale tæsk, som han har modtaget i form af dødstrusler og mistænkeliggørelse på de sociale medier.
Ifølge Svensk Jakt har aggressive debattører dog formået at tvinge kammeraten til at lukke ned for indsamlingen.
– Indsamlingen stoppede ved 7.500 kroner og det dækker til den gode side de udgifter, jeg har pådraget mig. Resten vil blive anvendt på en fond til fordel for hunde, der er blevet skadet efter angreb af ulve, udtaler den unge hundefører, der håber på, at der snart indfinder sig normale tilstande igen.
Lige nu tør Mattias Heed ikke sove i eget hus.
