Mårhunden kan fortsat ikke føle sig sikker i den danske natur. Naturstyrelsen og Danmarks Jægerforbund er enige om at fortsætte kampen mod den invasive art …
Af Naturstyrelsen
Den ser nuttet ud, men gør absolut ingen gavn i den danske natur. Tværtimod er den lille pjuskede mårhund en trussel mod hjemmehørende arter i Danmark, og derfor har Naturstyrelsen og Danmarks Jægerforbund besluttet at fortsætte et samarbejde om at bekæmpe den invasive art.
Samarbejde fortsætter på baggrund af de mange erfaringer, der er gjort de første år.
– Vi er blevet væsentlig klogere, siden vi startede, og vi fortsætter sammen med Danmarks Jægerforbund med at prøve at komme mårhundene til livs. Vi ved mere om, hvor den færdes, og hvornår den skal fanges, og vi bliver hele tiden mere effektive, siger skovrider i Naturstyrelsen, Ulrik Lorenzen.
Han fortæller, at man blandt andet har oplevet, at en enkelt mårhund har været helt i Hamborg og tilbage igen, så mårhundene løber over meget store afstande.
Jagtfaglig chef i Danmarks Jægerforbund, Niels Søndergaard, er tilfreds med, at bekæmpelsen af invasive dyr fortsætter i højt gear:
– Vi styrker indsatsen mod invasive arter, fordi vi vil forbedre levevilkårene for det naturlige dyreliv. Det er en logisk konsekvens af vores ønske om større biodiversitet, at vi nu styrker bekæmpelsen af skadevoldende vildt via vores lokale frivillige reguleringsjægere, siger Niels Søndergaard.
Også mink bekæmpes
Men mårhund er ikke den eneste uønskede art, som færdes i den danske natur. Også mink skal bekæmpes, og derfor fortsætter Naturstyrelsen og Danmarks Jægerforbund også med en indsats mod mink i naturen.
Jægerforbundet har på bestilling af Naturstyrelsen bidraget med afholdelse af specifikke kurser i minkregulering og løbende rekruttering af frivillige til de særlige indsatsområder.
– Der er sat gang i en vigtig proces og opnået positive erfaringer blandt de frivillige med brugen af især slagfælder og anvendelse af sms-moduler. Vi vil være i løbende dialog med DJ om mulige samarbejdsområder, rekruttering af frivillige og udveksle erfaringer vedrørende brug af forskellige fældetyper, siger forstfuldmægtig i Naturstyrelsen, Uffe Strandby.
Naturstyrelsen varetager implementeringen af forvaltningsplanen for mink og på nuværende tidspunkt er der udpeget 20 særlige indsatsområder, hvortil der er knyttet over 100 frivillige på landsplan. Udbyttet er foreløbig ca. 260 mink.