I 2022 er den 16. maj ikke kun dagen, hvor bukkejagten går ind. DJ opfordrer også jægerne til at jagte observationer af levende dyr i naturen
Af Miljøstyrelsen
Den 16. maj, hvor bukkejagten går ind, er en mærkedag for mange jægere. I 2022 skal det imidlertid også være dagen, hvor jægerne indberetter observationer af alle pattedyr, de ser under jagten.
Det er intentionen hos Danmarks Jægerforbund (DJ), som samtidig med bukkejagten lancerer en kampagne for at involvere alle jægerne i indsamling af data om vildtbestandene i Danmark.
”Miljøstyrelsen roser initiativet, fordi jægerne netop befinder sig i naturen på tidspunkter, hvor de har en unik mulighed for at observere dyrelivet og det er oplagt at udnytte, at rigtig mange jægere netop er ude den 16. maj,” siger kontorchef i Miljøstyrelsen Jens Skovager Østergaard.
”Hvis mange jægere involverer sig i indsamling af data, det der også kaldes ”citizen science”, kan det på sigt blive en vigtig kilde til viden om vildtbestandene, som vi har brug for i forvaltningsarbejdet,” siger han.
Langsigtet indsats
DJ har udskrevet en konkurrence blandt alle, der indberetter deres observationer af pattedyr den 16. maj på forbundets hjemmeside eller i jægerforbundets app. Alle, der registrerer en observation, deltager således i lodtrækningen om en håndkikkert af god kvalitet, oplyser forbundet.
Der er ikke noget krav om at man skal være medlem hverken for at indberette observationerne eller for at deltage i konkurrencen.
Efter den 16. maj fortsætter jægerforbundet arbejdet med at involvere jægerne i indsamling af data om vildtbestandene i Danmark både individuelt og i såkaldte tællelav, hvor flere går sammen om at tælle vildt. Tællelavene skal foruden pattedyr også tælle agerhøns.
Miljøstyrelsen opfordrer desuden jægerne til også løbende at melde observationer ind til den nationale artsdatabase via arter.dk.
Yderligere information om Danmarks Jægerforbunds initiativ:
Rikke Bruun Pedersen på tlf. 28 11 95 79 eller mail