Af Redaktionen
Selv om Danmark har et velfungerende eftersøgningskorps, der opsøger anskudt og påkørt hjortevildt, sker det alligevel, at skadet vildt undslipper. I visse tilfælde bliver det måske aldrig eftersøgt.
LÆS MERE: Råbukken dræbes i forårets trafik
Mange af disse dyr får deres lidelser afsluttet, når jagtsæsonen indledes. Det er vedhæftede foto et bevis på.
Billedet er tilsendt af Britt Grønborg Sand, der under en skovtur i oktober måned mødte en jæger i Dronninglund Storskov, som netop havde nedlagt en ung buk med et skadet forløb.
Dyret er sandsynligvis blevet påkørt – men er blevet aldrig fundet. Måske blev det end ikke eftersøgt. Det melder historien ikke noget om.
Og selv om et dyr kan leve videre i lang tid på tre ben, må det være smertefuldt.
Den unge buk blev nedlagt under pyrsch, men også under efterårets haglbøssejagter er svage og skadede dyr, nogle af de første, der ender på paraden.
LÆS MERE: Ny pjece skal hjælpe med at finde sårede dyr
Selv om jægerne af og til bliver skudt i skoen, at de tager for mange stærke handyr ud af hjortevildtbestandene, er det altså en sandhed med modifikationer. De fjerner også mange svage dyr. Enten dyr som er skadet eller dyr, som af andre årsager, er i dårlig kondition.
Det er altså ikke kun rovdyr som ræve og ulve, der rydder op og fjerner de svageste dyr i naturen. Det samme gør jægerne.