Den peruvianske regering har udstedt 4 licenser til en helt unik jagt på jaguar i Amazon junglen med bedøvelsespil
Af Henning Kørvel (Juli 2011)
Jagterne er kommet i stand efter et omfattende samarbejde mellem regeringen, lokale embedsmænd i Loreto regionen og den peruvianske naturstyrelse.
Det betyder, at jagten kan gennemføres med lokale guider og at regeringen vil udstede CITES eksporttilladelser og jagtlicens til de 4 jagter, der skal gennemføres i indeværende år.
Green hunt og sort panter
Uanset at Peru vil udstede eksporttilladelse og CITES dokumenter, kommer det til at ligge lidt tungt for amerikanske jægere at indføre trofæer fra jaguar, idet de amerikanske myndigheder under ingen omstændigheder vil tillade import. Jagten kan derfor også gennemføres som ”green hunt”, hvor jaguaren skydes med bedøvelsespil og frigives efter trofæbillederne er taget.
Jagten er beregnet til 14 dage og koster omkring 375.000 kroner. Det inkluderer afhentning i lufthavnen, transport med bil, speedbåd og kano, ophold og forplejning, guidning, våbenleje og et team med veltrænede hunde.
Licensen koster ekstra godt 50.000 kroner og hertil kommer transport til lufthavnen i Iquitos, drikkepenge og det efterfølgende papirarbejde med tilladelser og certifikater.
Samt naturligvis trofæafgiften på 160.000 kroner for en plettet jaguar og 210.000 for en af de få melanistiske jaguarer i området, oftest kaldet sorte pantere.
Krævende jagt
Jagten foregår både ved bait og med hunde, oftest i kombination, forstået på den måde at man bruger baits for at lokalisere kattene og derefter sættes hunde på sporet.
Jagten forventes at være krævende idet man skal regne med at gå i timevis gennem den tætte jungle med giftige slanger, giftige edderkopper, enorme myg, blodsugende igler og en række andre ting der kan tage livet af de mere sarte naturer.
Mulighed for anaconda
Når jaguaren er skudt er der mulighed for at jage anaconda mod en trofæafgift på omkring 30.000 kroner for en slange op til 6 meter.
Ønsker man at skyde en rekordslange mellem 9 og 10 meter er trofæafgiften godt en halv million kroner.
Tapir, caiman-krokodille, capybera (flodsvin), 2 arter brockett deer og to arter peccaries kan skydes for mere almindelige trofæafgifter på nogle få tusinde dollars.
Er du interesseret i denne helt specielle jagt kan du rette henvendelse til Amazon Resource Management SAC, Iquitos, Peru