Glem alt om snørebånd. Med det patenterede Boa-system kan man nu snøre selv høje støvler blot ved at dreje på et hjul …
Af Redaktionen
Det er ikke hver dag, at jagtudstyrsbranchen kan præsentere en vaskeægte nyhed.
Men det nye Boa-system, som er et alternativ til traditionelle snørebånd, kandiderer allerede nu til årets måske mest opsigtvækkende nytænkning, selv om Boa systemet har været anvendt indenfor bl.a. skisport de sidste par år.
Det er Seeland, der lancerer nyheden på det danske marked, og salgschef Christian Olsen siger følgende om det nye Boa-system til jagtstøvler:
– Det enkle wire-træk gør det super nemt at udvide hele støvlen, så man kan få foden ind og ud på et splitsekund. Og når man trykker hjulet ind, bliver støvlen spændt blødt om foden.
– Finjusteringen foretager man ved at dreje på hjulet, og systemet spænder derefter støvlen i én glidende bevægelse, der begynder ved foden og slutter ved læggen, slutter Christian Olsen Støvlerne fra Chiruca er konstrueret med en løst hængende Gore-Tex membran, sålerne er fra Vibram, og ydermaterialet er oil nubuck.
Støvlerne lanceres i både en høj og lav til hhv. kr. 2.499,- og kr. 3.299,-
Den lange model er dog først i handlen i august.