Jysk Landbrug og Hjortelaug (JJLL) har ingen indvendelser mod kongehusets jagtområder, skrives der i tilsendt pressemeddelse. Men skal de gamle jagtområder tilhørende kongehuset fremover udlejes til almindelige jægere, skal der nytænkes, hævder foreningen og peger på en konkret løsningsmodel …
Af Jysk Landbrug og hjortelaug (JJLL)
Principielt har vi som forening ingen indvendelser mod kongehusets jagtområder! Men da der nu skal laves om på dette, mener vi derimod ikke, at den gammeldags tankegang om en udlicitering af større skovarealer til højestbydende, har nogen fremtid. Specielt set i lyset af statsskovenes yderligere aktiviteter, så som cyklister, svampesamlere, skovbørnehaver, skoler og motionister etc.
En udlejning af et område til et konsortie vil utvivlsomt medføre konflikter mellem interessanter; de som mener, de har betalt en høj sum for jagten og de som mener, at statsskovene er frit tilgængelige for alle.
Yderligere viser al erfaring, at konsortie-modellen besværliggør samarbejde på tværs af skel, specielt med henblik på kronvildtafskydningen.
Statsskovsjagter har for vane i udliciteringen at blive opbudt i priser, hvor en normal indkomst ikke rækker. Derfor ser vi ikke, at en fremtidig forvaltning af offentlige arealer skal tilfalde højindkomstgrupper oftest uden for lokalområdet.
Omvendt mener vi heller ikke, at jagten i statsskovene skal drives af Naturstyrelsen til “repræsentationsjagter” uden nogen form for værdifastsættelse.
Vi foreslår, at man tænker anderledes med de nye områder, og ser muligheden for en nytænkning i disse nye store arealer.
Anvend nem-ID
Vi ser en fremtid, hvor jagt bliver en aktivitet på lige fod med “sankekortet”, altså at almindelige mennesker kan købe sig til en anstandsjagt på hind/kalv, rådyr eller en dagsjagt på et begrænset areal på fuglevildt. Et online bookingsystem med “nem-id” log-in og online betaling burde ikke være et større problem i 2015.
I statskove hvor kronvildtet udgør store skader på omkringliggende landbrugsarealer, skal der i fremtiden afholdes jagter med henblik på forvaltningen af hind/kalv i samarbejde med lokale landmænd, foreninger, naboer og i denne henseende meget vigtigt, ung-jægere. Med tanke på hvor svært det er, og hvilke omkostninger denne type jagt normalt udgør, ser vi det som et kardinalpunkt, at i særdeleshed unge jægere får muligheden for at deltage.
Statsskovene skal dog som udgangspunkt være områder med et begrænset jagttryk således at vildtet ikke er skræmt fra vid og sans. Det skal også være muligt at opleve for ikke jagende skovgæster. Det må dog være en forpligtigelse, at Naturstyrelsen administrer bestandene forsvarligt og ikke lade enkelte arter eksplodere i vækst uden nødvendig kontrol, således som det er set med kronvildtet i flere omåder.






