Boganmeldelse: Kan man lide terrænpleje, så kan man også lide træer. Her får man både viden og en god historie om træer verden rundt
Af Redaktionen
Ud over, at træerne er klodens lunger, så er de jo også fascinerende på andre områder. Alene det, at flere arter kan blive over 1.000 år gamle.
“For mig er de bedste historier om træer dem, hvor en lille bid af videnskaben har overraskende konsekvenser for os mennesker”.
De firs historier i denne bog er udvalgt, fordi de er interessante og forskelligartede”, skriver forfatteren Jonathan Drori i introduktionen til denne rigt illustrerede bog, der levende beskriver 80 forskellige træer fra hele verden.
Træer vækker følelser og skaber forudsætninger for liv. De beskytter, leverer frugt og nødder, og de forbedrer klimaet.
I “Jorden rundt i 80 træer” får vi historierne om de enkelte træer, og om deres samspil med den omgivende natur, dyr og mennesker.
Forfatteren fortæller blandt andet om den italienske rødel, der bogstaveligt bærer byen Venedig, om kolatræet i Ghana, hvis nødder er en central ingrediens i Coca-Cola, og om det amerikanske redwoodtræ, der ofte opnår en højde på over hundrede meter.
Jonathan Drori
Jorden rundt i 80 træer
Illustrationer: Lucille Clerc
Oversættelse: Nanna Lund
240 sider
GADs Forlag
Pris: 299,95 kr.
Jonathan Drori er ambassadør for WWF Verdensnaturfonden.
Han har produceret og instrueret talrige naturprogrammer for BBC. I 2006 fik han tildelt den britiske imperieorden.
Lucille Clerc arbejder som illustrator i modebranchen og for museer.