Mandag den. 2. august åbner ”Guns & Powder” deres nye og stærkt udvidede butik i Laurbjerg ved Langå.
Da Rex Petersen for godt fem år siden startede ”Guns & Powder” var det for at få lidt adspredelse i sin travle hverdag som IT-sikkerhedsrådgiver. Altså et rendyrket hobbyprojekt, hvorfor det også var meningen at der kun skulle være tale om en internetbutik med inspiration og kvalitetsprodukter for jægere og sportsskytter.
Butikken blev derfor startet i hønsehuset på hans landejendom og udgjorde kun 50 kvadratmeter. Men ideen greb om sig, og mindre end to år senere flyttede butikken til de nuværende lokaler på 270 kvadratmeter og Rex Petersen blev fuldtidsbeskæftiget. I den følgende tid opbyggede han landets mest velassorterede butik inden for genladningsudstyr og internetbutikken er med mere end 18.000 produkter, en af de største i Danmark.
Nu er pladsen igen blevet for trang, og butikken flytter derfor i nye lokaler på samlet 1100 kvadratmeter, hvoraf knap halvdelen er butik og resten lager, kontor og undervisningslokaler. I den nye butik vil genladningsudstyr blive yderligere styrket og i løbet af efteråret udvides med fiskeudstyr. På åbningsdagen vil der være en masse gode tilbud med besparelser på op til 70 % i forhold til vejledende priser på den nye adresse Østergade 4, Laurbjerg ved Langå.