På blot to år er det brede samarbejde i Vildtforvaltningsrådet vendt til konflikt. Mange har påpeget risikoen for, at dét vil føre til ustabilitet omkring jagtens fremtid. Nu viser de første konturer sig så småt. Fra en hel uventet kant, nemlig Teknologirådet, ligger der nu konkrete anbefalinger af forbud mod jagt i fugleområder. Det sker i forbindelse med, at Danmark har tilsluttet sig et fælles internationalt mål om at stoppe tilbagegangen i naturens biologiske mangfoldighed inden 2010. Efter et længere høringsforløb offentliggjorde rådet den 30. april 2008 et katalog over forslag til initiativer til, hvordan Danmark kan leve op til forpligtelserne (Kataloget).
Kataloget giver anvisninger inden for flere forskellige sektorer, og konkret for jagt angives: Forbud mod fuglejagt i fuglebeskyttelsesområderne og på statens arealer. Dette er et politisk arbejde, og det undrer ikke, at jagtspørgsmålet nu dukker op et helt nyt sted, eftersom samarbejdet og fokus i Vildtforvaltningsrådet, der oprindeligt var ”jagtens råd”, er helt væk. Danmarks Jægerforbund, som man ville forvente skulle tegne jægernes interesse, er åbenlyst sent ude. I hele det lange politiske forløb vedrørende høringerne i Folketinget, ses ingen initiativer eller udmeldinger.
Først på det allerseneste har jægerforbundet givet sin mening til kende i skrivelse af 6. maj 2008 til Miljø- og Planlægningsudvalget, hvoraf det fremgår, at jægerforbundet først på det tidspunkt har opdaget det danske arbejde med tilbagegangen af biologisk mangfoldighed, herunder høringerne på Christiansborg sidste år, samt forslaget om forbud mod fuglejagt. Allersidst, dvs. den 21, maj, er jægerforbundets formand, Ole Roed Jakobsen, gået i rette med miljøminister Troels Lund Poulsen, for ikke at lytte til jægerne.
Det kommer kun godt en måned efter, at samme formand under overskriften ”Med miljøministeren i enerum” priste samme minister for at være åben og lyttende til saglige og konstruktive indlæg fra interesseorganisationerne. Enten fejler ministeren eller Ole Roeds dømmekraft – eller også er jægerforbundets indlæg ikke saglige eller konstruktive nok.