”Der er tale om småting og en storm i et glas vand i en debat, der er løbet helt af sporet” …
Af Redaktionen
Det siger professor Jørgen E. Olesen, Institut for Agroøkologi – Klima og Vand, under Aarhus Universitet. Han er en af de forskere, der i medierne har kritiseret Miljø- og Fødevareministeren for at bringe misvisende tal om landbrugspakken konsekvens for kvælstofudledningen.
Det siger han til Landbrugsavisen.dk
Han står ved sin kritik af Eva Kjer Hansen – som ifølge ham burde have fremlagt kvælstoftallene efter en anden regnemetode – men professoren siger nu, at kritikken er løbet helt af sporet.
”Den effekt, som landbrugspakken har på kvælstofudledningen over de næste to-tre år, den er så lille, at det er der ingen, der vil kunne måle ude i vandmiljøet på noget tidspunkt,” siger forskeren til Landbrugsavisen.dk.
Faktisk er landbrugspakken helt nødvendig for, at Danmark kan nå dets forpligtelser over for EU’s vandrammedirektiv om en bedre økologisk tilstand i fjordene, siger Jørgen E. Olesen.
”Det her er jo faktisk en implementering af natur og landbrugskommissionens anbefalinger om at lave en meget mere målrettet regulering, hvor man erstatter regulering på inputsiden, som vi notorisk har set er ineffektivt, til noget, som virker mere målrettet i forhold til at beskytte miljøet. Alt dette er nu glemt, for nu er fokus på, at de første to år giver øget udledning.”







